39 Omsider længtes kong David[s sjæl]* efter at drage ud* til Abʹsalom, for han havde fundet trøst over Amʹnon, over at han var død.

33 Da blev kongen rystet og gik op i tagkammeret+ over porten og græd; og således sagde han idet han gik: „Min søn Abʹsalom, min søn, min søn+ Abʹsalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Abʹsalom, min søn, min søn!“+

2 Frelsen på den dag blev derfor til sorg for alle folkene, for folkene hørte den dag at man sagde: „Kongen er bedrøvet over sin søn.“