Jonas
1 Og Jehovas ord kom til Jonas,+ Amitʹtajs søn, og det lød: 2 „Bryd op, gå til Niʹneve,+ den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“+
3 Så brød Jonas op for at flygte for Jehova+ til Tarʹsis,+ og han kom ned til Jopʹpe*+ og fandt et skib som skulle til Tarʹsis. Så betalte han hvad rejsen kostede og gik om bord i det for at rejse med det til Tarʹsis, bort fra Jehova.
4 Men Jehova kastede en vældig vind* mod havet+ så der blev en vældig storm+ på havet, og skibet var nær ved at blive knust. 5 Da blev matroserne bange og råbte om hjælp, hver til sin gud.*+ Og de gav sig til at kaste de ting der var i skibet ud i havet for at lette [det] for dem.+ Men Jonas var gået ned i det inderste rum under fartøjets dæk og havde lagt sig og var faldet i dyb søvn.+ 6 Omsider kom skibsføreren* hen og sagde til ham: „Hvad er der i vejen med dig, sovetryne? Rejs dig, råb til din gud!*+ Måske den [sande] Gud* vil vise at han har omsorg for os, så vi ikke går under.“+
7 Og de sagde til hinanden: „Kom, lad os kaste lod,+ så vi kan få at vide hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os.“+ Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Jonas.+ 8 Så sagde de til ham: „Fortæl os dog hvem der er skyld i at denne ulykke har ramt os?+ Hvad bestiller du, og hvor kommer du fra? Hvad er dit land, og hvilket folk er du fra?“
9 Så sagde han til dem: „Jeg er hebræer,+ og jeg frygter+ Jehova, himmelens Gud,+ ham som har frembragt havet og det tørre land.“+
10 Da blev mændene* grebet af stor frygt og sagde til ham: „Hvad er det du har gjort?“+ Mændene vidste nemlig at han flygtede for Jehova, for det havde han fortalt dem. 11 Og de sagde til ham: „Hvad skal vi gøre med dig+ for at havet kan falde til ro for os?“ For havet blev stadig mere oprørt af stormen. 12 Så sagde han til dem: „Løft mig op og kast mig i havet; så falder havet til ro for jer; for jeg véd at jeg er skyld i at denne vældige storm er kommet over jer.“+ 13 Imidlertid prøvede mændene at ro sig igennem for at bringe [skibet] tilbage til det tørre land; men de kunne ikke, for havet rejste sig stadig mere oprørt af stormen imod dem.+
14 Da råbte de til Jehova og sagde:+ „Åh, Jehova, lad os dog ikke gå under på grund af denne mands sjæl!* Og lad ikke uskyldigt blod komme over os,+ for du, Jehova, har jo selv gjort som det har behaget dig!“+ 15 Derpå løftede de Jonas op og kastede ham i havet, og så holdt havet op med at rase.+ 16 Da blev mændene grebet af stor frygt for Jehova+ og ofrede et slagtoffer til Jehova+ og aflagde løfter.+
17* Imidlertid sørgede Jehova for at en stor fisk* slugte Jonas,+ så Jonas var i fiskens indre tre dage og tre nætter.+