1. Samuel
24 Men så snart Saul var kommet tilbage efter at have forfulgt filistrene,+ fortalte man ham følgende: „Se, David er i ørkenen ved En-Geʹdi.“+
2 Saul tog da tre tusind udvalgte mænd+ fra hele Israel og drog af sted for at søge efter David+ og hans mænd på klipperne hvor stenbukkene færdes.+ 3 Omsider kom han til nogle fårefolde med stengærder ved vejen, og dér var der en hule. Saul gik nu derind for at forrette sin nødtørft,*+ men David og hans mænd sad i den bagerste ende af hulen.+ 4 Davids mænd sagde da til ham: „Se, det er den dag da Jehova siger til dig: ’Se, jeg giver din fjende i din hånd,+ og du kan gøre med ham som det synes godt i dine øjne.’“+ Så rejste David sig og skar i hemmelighed en flig af Sauls ærmeløse overklædning. 5 Men bagefter slog Davids hjerte ham,+ fordi han havde skåret en flig af [den ærmeløse overklædning]* som tilhørte Saul, 6 så han sagde til sine mænd: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at handle sådan mod min herre, mod Jehovas salvede,*+ at række min hånd ud imod ham; for han er Jehovas salvede.“+ 7 Og David spredte sine mænd med disse ord, og han tillod dem ikke at rejse sig mod Saul.+ Men Saul rejste sig fra hulen og gik sin vej.
8 Efter dette rejste David sig imidlertid og gik ud af hulen og råbte efter Saul, idet han sagde: „Min herre+ konge!“ Saul så sig da tilbage, hvorpå David bøjede sig med ansigtet mod jorden+ og kastede sig ned. 9 Derpå sagde David til Saul: „Hvorfor hører du på menneskers ord,+ når man siger: ’Se, David søger din ulykke’? 10 Her på denne dag har du med egne øjne set hvordan Jehova i dag gav dig i min hånd inde i hulen; man sagde at jeg skulle dræbe+ dig, men jeg ynkedes over dig og sagde: ’Jeg rækker ikke min hånd ud mod min herre, for han er Jehovas salvede!’+ 11 Og min fader,+ se, ja, se fligen af din ærmeløse overklædning som jeg har i hånden. Jeg skar nemlig fligen af din overklædning af, men dræbte dig ikke. Erkend da og indse at der ikke er noget ondt+ eller nogen overtrædelse* i min hånd, og jeg har ikke syndet imod dig, skønt du ligger på lur efter min sjæl for at tage den.+ 12 Lad Jehova dømme mellem mig og dig;+ og Jehova vil hævne+ mig på dig, men min hånd vil ikke være imod dig.+ 13 Som de gamles ordsprog siger: ’Fra ugudelige udgår ugudelighed,’+ men min hånd vil ikke være mod dig. 14 Hvem er det Israels konge er draget ud efter? Hvem er det du forfølger? En død hund?+ En enkelt loppe?+ 15 Ja, Jehova skal være dommer og dømme mellem mig og dig, og lad ham se og lad ham føre min sag+ og lad ham som dommer udfri mig af din hånd.“
16 Så snart David var færdig med at sige dette til Saul, sagde Saul: „Er det din stemme, min søn David?“+ Derpå græd Saul højlydt+ 17 og sagde til David: „Du er mere retfærdig end jeg,+ for du har gengældt mig med det gode,+ mens jeg har gengældt dig med det onde. 18 Og du har i dag fortalt om hvordan du har handlet vel imod mig, om hvordan Jehova overgav mig i din hånd+ uden at du dræbte mig. 19 For når en mand finder sin fjende, sender han ham så af sted ad en god vej?+ Jehova vil belønne dig med godt+ på grund af det som du har gjort mod mig i dag. 20 Og nu, se, jeg ved at du afgjort vil blive konge,+ og at Israels rige i din hånd skal bestå. 21 Så sværg nu over for mig ved Jehova+ at du ikke vil udrydde mit afkom efter mig og at du ikke vil tilintetgøre mit navn fra min faders hus.“+ 22 Da svor David over for Saul, hvorpå Saul drog til sit hjem,+ men David og hans mænd gik op til bjergfæstningen.+