Job

 2 „Sandelig, jeg véd at det forholder sig sådan.

Men hvordan kan et dødeligt menneske have ret over for Gud?*+

 3 Hvis han fik lyst til at strides med ham,+

kunne han ikke svare ham én gang ud af tusind.

 4 [Hans] hjerte er víst og [hans] kraft er vældig.+

Hvem forhærder sig mod ham og slipper godt fra det?+

 5 Han som flytter bjerge+ så man ikke kender [dem];

som har omstyrtet dem i sin vrede.+

 6 Han som får jorden til bævende at forlade sit sted,

så dens søjler+ sitrer.

 7 Han som taler til solen* så den ikke skinner,

og sætter segl for stjernerne;+

 8 som alene udspænder himmelen,+

og træder på havets høje bølger;*+

 9 som frembringer [stjernebillederne] Asj,* Keʹsil*

og Kiʹma*+ og Sydens inderste kamre;*

10 som gør så store gerninger at de ikke kan udforskes,+

og undere uden tal.+

11 Se, han går forbi mig, men jeg ser det ikke,

og han drager frem, men jeg opfatter ham ikke.+

12 Se, han river bort. Hvem kan sætte sig til modværge mod ham?

Hvem siger til ham: ’Hvad gør du?’+

13 Gud* kalder ikke sin vrede tilbage;+

under ham må Raʹhabs*+ hjælpere bøje sig.

14 Hvor langt snarere hvis jeg ville give ham svar igen!

Over for ham måtte jeg nøje udvælge mine ord+ —

15 ham som jeg ikke ville give svar igen, selv om jeg havde ret.+

Jeg ville bede min modpart i retten om nåde.+

16 Ville han svare mig hvis jeg kaldte på ham?+

Jeg tror ikke at han ville lytte til min røst,

17 han som knuser mig med en storm

og giver mig mange sår uden grund.+

18 Han giver mig ikke lov til at trække* vejret,+

for han mætter mig med bitre ting.

19 Hvis nogen er den stærke med hensyn til kraft, se, [er det ham];*+

og hvis nogen er det med hensyn til ret, [vil han sige:] Hvem der blot ville udfordre mig!

20 Selv om jeg havde ret, ville min egen mund* kende mig skyldig;

var jeg uangribelig, ville han dog erklære mig for afvegen.

21 Var jeg uangribelig, ville jeg ikke kende min sjæl;

jeg ville vrage mit liv.

22 Det kommer ud på ét. Derfor siger jeg:

’Han gør ende på både den uangribelige og den ugudelige.’+

23 Hvis en oversvømmelse* pludselig bringer død,

spotter han de uskyldiges fortvivlelse.

24 Jorden er lagt i den ugudeliges hånd;+

han dækker ansigtet til på dens dommere.

Hvis ikke [det er ham], hvem er det da?

25 Ja, mine dage er hurtigere end en løber;+

de er flygtet; de skal ikke se lykke.

26 De er gledet af sted som sivbåde,

som ørnen der flyver hid og did efter føde.+

27 Hvis jeg siger: ’Lad mig glemme min bekymring;+

lad mig ændre mit ansigtsudtryk+ og være glad igen,’

28 gruer jeg for alle mine smerter;+

jeg ved at du ikke frikender mig.

29 Jeg skal [jo] være skyldig;

hvorfor skal jeg da slide forgæves!+

30 Selv om jeg vaskede mig i vand fra smeltet sne

og gjorde mine hænder* rene i potaske,+

31 så ville du blot dyppe mig i pølen,

og mine klæder ville afsky mig.

32 For han er ikke en mand+ som jeg, at jeg skulle kunne svare ham,

at vi skulle kunne gå for retten sammen.

33 Der findes ingen* til at afgøre sagen* mellem os,+

så han kunne lægge sin hånd på os begge.

34 Lad ham fjerne sin kæp fra mig,+

og lad ikke skrækken for ham skræmme mig.

35 Lad mig tale og ikke være bange for ham,

for sådan er jeg ikke i mig selv.