104 Velsign Jehova, min sjæl.+
Jehova min Gud, du er såre stor.+
I værdighed og pragt har du klædt dig;+
2 du hyller dig i lys som en klædning,+
udspænder himmelen som en teltdug;+
3 han bygger af tømmer sine tagkamre i vandene,+
gør skyerne til sin vogn,+
vandrer på vindens vinger,+
4 gør sine engle til ånder,+
sine tjenere til en fortærende ild.+
5 Han har grundlagt jorden på dens fundamenter;+
den skal aldrig i evighed rokkes.+
6 Med havdybet som en klædedragt dækkede du den.+
Vandet stod over bjergene.+
7 Ved din revsende tale måtte det flygte;+
ved lyden af din torden skræmtes det bort —
8 bjerge steg,+
sletter sank —
til det sted som du havde fastlagt til det.
9 En grænse har du sat, så det ikke overskrider den,+
så det ikke igen vil dække jorden.+
10 Han sender kilder af sted i regnflodsdalene;+
mellem bjergene løber de.
11 De giver alle det åbne lands vilde dyr noget at drikke;+
zebraerne+ slukker deres tørst.
12 Over dem har himmelens flyvende skabninger bolig;+
inde fra det tætte løv lader de stemmen lyde.+
13 Han vander bjergene fra sine tagkamre.+
Med frugten af dine værker mættes jorden.+
14 Han lader grønt græs spire frem til dyrene,+
og planter til menneskenes tjeneste,+
så han frembringer brød af jorden,+
15 og vin der fryder det dødelige menneskes hjerte,+
ja, han lader ansigtet glinse af olie,+
og [giver] brød der styrker det dødelige menneskes hjerte.+
16 Jehovas træer bliver mætte,
Libanons cedre som han har plantet,+
17 hvor fuglene bygger rede.+
Storken har enebærtræerne som sit hus.+
18 De høje bjerge+ er til stenbukkene;+
de stejle klipper er tilflugtssted for klippegrævlingerne.+
19 Han har frembragt månen til afmærkning af tider;+
solen kender sin nedgang.+
20 Du fastsætter mørke, så det bliver nat;+
i den myldrer alle skovens vilde dyr frem.
21 Ungløverne med manke brøler efter bytte+
og for at kræve deres føde af Gud.+
22 Solen står op+ — de trækker sig tilbage
og lægger sig i deres boliger.
23 Mennesket går ud til sin dont,+
ja, til sit arbejde indtil aften.+
24 Hvor er dine værker mange, Jehova!+
Dem alle har du udført med visdom.+
Jorden er fuld af hvad du har frembragt.+
25 Havet dér, stort og vidtstrakt,+
dér er et mylder uden tal,+
levende skabninger, små såvel som store.+
26 Dér sejler skibene af sted;+
Livʹjatan,+ ham har du dannet til at lege deri.+
27 Alle håber de på dig,+
at [du skal] give [dem] deres føde til tiden.+
28 Du giver dem [føden] — de samler den sammen.+
Du åbner din hånd — de mættes med gode sager.+
29 Du skjuler dit ansigt — de forfærdes.+
Du tager deres ånd bort — de udånder,+
og til det støv de kommer fra, vender de tilbage.+
30 Du sender din ånd — de skabes,+
og du gør agerjordens ansigt nyt.
31 Jehovas herlighed forbliver evindelig.+
Jehova fryder sig over sine værker.+
32 Han betragter jorden, og den skælver;+
han rører ved bjergene, og de ryger.+
33 Jeg vil synge for Jehova i [hele] mit liv;+
jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til.+
34 Måtte mine tanker om ham være til behag.+
Jeg fryder mig over Jehova.+
35 Synderne vil blive udryddet fra jorden,+
og de ugudelige skal ikke mere være til.+
Velsign Jehova, min sjæl. I skal lovsynge Jah!+