3 Da man nåede til den syvende+ måned og Israels sønner var i [deres] byer, samledes folket, alle som én,+ i Jerusalem.+

8 Og nu er der et lille øjeblik vist [os] gunst+ af Jehova vor Gud, idet han har ladet nogle undslupne blive tilbage til os+ og han har givet os en knage* på sit hellige sted for at give vore øjne lys,+ vor Gud, og lade os komme lidt til live under vor trældom.+

12 Og på den dag+ skal du sige: „Jeg vil takke dig, Jehova, for [selv om] du blev vred på mig, vendte din vrede sig efterhånden,+ og du gav dig til at trøste mig.+

18 Og mit folk skal bo på et fredfyldt bosted, og i trygge boliger og på uforstyrrede hvilesteder.+

10 „Og du, min tjener Jakob, vær ikke bange,“ lyder Jehovas udsagn, „og bliv ikke skrækslagen, Israel.+ For se, jeg frelser dig fra det fjerne [land], og dit afkom fra deres fangenskabs land.+ Og Jakob skal vende tilbage og have ro og være ubekymret, og ingen får [ham] til at skælve.“+

24 Og for Israels hus skal der ikke mere være en ondartet brod+ eller smertende torn fra nogen af dem rundt om, dem som nu behandler dem med foragt; og folk skal vide at jeg er den suveræne Herre Jehova.“’