Ezekiel
9 Så råbte han i mit påhør med høj røst og sagde: „Lad dem der skal hjemsøge byen træde frem, hver med sit ødelæggelsesvåben i hånden!“
2 Og se, seks mænd* kom ad vejen fra den øvre port+ der vender mod nord, hver med sit slagvåben i hånden; og én mand,* som var midt iblandt dem, var klædt i linned,+ med en sekretærs skrivesæt ved hoften; og de kom ind og stillede sig ved siden af kobberalteret.+
3 Og Israels Guds*+ herlighed løftede sig op fra keruberne*+ som den havde været over, [og flyttede sig] til husets dørtærskel,+ hvorpå han råbte til manden* der var klædt i linned+ [og] som havde en sekretærs skrivesæt ved hoften. 4 Og Jehova sagde til ham: „Gå midt igennem byen, midt igennem Jerusalem, og sæt et mærke* i panden på de mænd der sukker og stønner+ over alle de vederstyggeligheder der øves i dens midte.“+
5 Og til de andre sagde han i mit påhør: „Gå efter ham gennem byen og slå ned. Lad ikke dit øje ynkes, og hav ikke medlidenhed.+ 6 Gamle mænd, unge mænd og jomfruer og små børn og kvinder+ skal I dræbe, så de udryddes. Men ingen mand på hvem mærket er, må I komme nær,+ og begynd ved min helligdom.“+ Så begyndte de med de gamle mænd* der var foran huset.+ 7 Og han sagde videre til dem: „Gør huset urent og fyld forgårdene med de slagne.+ Gå videre!“ Og de gik videre og slog ned i byen.
8 Og det var mens de slog ned og jeg var ladt tilbage, at jeg faldt på mit ansigt+ og skreg og sagde: „Ak,+ suveræne Herre Jehova! Udrydder du alle der er tilbage af Israel, idet du udøser din forbitrelse over Jerusalem?“+
9 Så sagde han til mig: „Israels og Judas hus’+ brøde er meget, meget stor,+ og landet er fyldt med udgydt blod*+ og byen er fuld af lovbrud;+ de siger nemlig: ’Jehova har forladt landet,*+ og Jehova ser intet.’*+ 10 Også for mig gælder det, at mit øje ikke vil ynkes+ og jeg ikke vil have medlidenhed.+ Deres adfærd vil jeg bringe over deres eget hoved.“+
11 Og se, manden* der var klædt i linned [og] som havde et skrivesæt ved hoften, bragte bud tilbage og sagde: „Jeg har gjort som du bød mig.“+