5. Mosebog
1 Dette er de ord* som Moses overbragte hele Israel i egnen ved Jordan,+ i ørkenen, på ørkensletterne* over for Suf,* mellem Paʹran+ og Toʹfel, Laʹban, Haʹzerot+ og Di-Zaʹhab, 2 elleve dagsrejser fra Hoʹreb ad vejen til Seʹirs bjergland, til Kaʹdesj-Barneʹa.+ 3 Og i det fyrretyvende+ år, i den ellevte måned, på den første [dag] i måneden, overbragte Moses Israels sønner alt hvad Jehova havde givet ham påbud om til dem, 4 efter at han havde slået amoritterkongen Siʹhon,+ der boede i Hesjʹbon, og Baʹsans konge Og,+ der boede i Asjʹtarot,+ i Eʹdre’i.+ 5 I egnen ved Jordan i Moʹabs land tog Moses fat på at forklare denne lov,+ idet han sagde:
6 „Jehova vor Gud talte til os ved Hoʹreb,+ idet han sagde: ’I har boet længe nok i dette bjergland.+ 7 Vend om og drag bort og gå ind i amoritternes bjergland+ og til alle deres naboer i Aʹraba,*+ bjerglandet+ og Sjefeʹla* og Neʹgeb*+ og ved havets kyst,+ kana’anæernes land+ og Libanon,+ indtil den store flod, Euʹfratfloden.+ 8 Se, jeg lægger landet foran jer. Drag ind og tag det land i besiddelse som Jehova svor over for jeres fædre, Abraham, Isak+ og Jakob,+ at ville give dem og deres afkom* efter dem.’+
9 Og jeg sagde på det tidspunkt til jer: ’Jeg kan ikke bære jer alene.+ 10 Jehova jeres Gud har gjort jer talrige, og se, I er i dag så talrige som himmelens stjerner.+ 11 Måtte Jehova, jeres forfædres Gud, lægge tusind gange så mange til jer som I er,+ og måtte han velsigne+ jer, sådan som han har lovet jer.+ 12 Hvordan kan jeg alene bære den belastning I er, og den byrde I er, og jeres stridigheder?+ 13 Tag vise og forstandige+ og erfarne+ mænd fra jeres stammer, så jeg kan sætte dem som overhoveder over jer.’+ 14 Hertil svarede I mig og sagde: ’Det du har talt om at gøre er godt.’ 15 Så tog jeg overhovederne for jeres stammer, vise og erfarne mænd, og indsatte dem som overhoveder over jer, som øverster* over tusind og øverster over hundrede og øverster over halvtreds og øverster over ti og som forstandere for jeres stammer.+
16 Og videre gav jeg på det tidspunkt jeres dommere følgende påbud idet jeg sagde: ’Når I hører på en sag* mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed+ mellem en mand og hans broder eller udlændingen der bor hos ham.+ 17 I må ikke være partiske* ved en domsafsigelse.+ I skal høre på den mindste såvel som på den største.+ I skal ikke lade jer skræmme af nogen,*+ for dommen hører Gud til;+ og den sag der er for vanskelig for jer, forelægger I mig, så skal jeg høre på den.’+ 18 Og videre gav jeg jer på det tidspunkt påbud om alt det I skulle gøre.
19 Så brød vi op fra Hoʹreb og begav os på vej gennem hele den store og frygtindgydende ørken,+ som I har set, ad vejen til amoritternes bjergland,+ sådan som Jehova vor Gud havde påbudt os; og vi kom omsider til Kaʹdesj-Barneʹa.+ 20 Jeg sagde da til jer: ’I er kommet til amoritternes bjergland, som Jehova vor Gud vil give os.+ 21 Se, Jehova din Gud har overgivet landet til dig.+ Drag op, tag det i besiddelse, sådan som Jehova, dine forfædres Gud, har lovet dig.+ Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.’+
22 Men så kom I alle sammen hen til mig og sagde: ’Lad os sende nogle mænd i forvejen så de kan udforske landet for os og bringe os bud tilbage om den vej vi skal følge derop og de byer vi kommer til.’+ 23 Og forslaget var godt i mine øjne, så jeg udtog tolv mænd iblandt jer, én for hver stamme.+ 24 Så tog de af sted og drog op i bjerglandet+ og nåede til Esjʹkols Regnflodsdal+ og udspionerede den. 25 Og de tog noget af landets frugt+ med sig og bragte det ned til os, og de bragte os bud tilbage og sagde: ’Det land som Jehova vor Gud vil give os, er godt.’+ 26 I ville imidlertid ikke drage derop,+ men satte jer op imod Jehova jeres Guds befaling.+ 27 Og I blev ved med at murre i jeres telte og sige: ’Det er fordi Jehova hader+ os at han har ført os ud af Ægyptens land+ for at give os i amoritternes hånd og således tilintetgøre os.+ 28 Hvor skal vi drage op? Vore brødre har fået vort hjerte til at smelte+ ved at sige: „Vi så dér et folk der er større og højere end vi,+ store byer, befæstede til himmelen,+ ja også anakitternes sønner.“’+
29 Da sagde jeg til jer: ’Bliv ikke opskræmte og vær ikke bange for dem.+ 30 Jehova jeres Gud er den der går foran jer. Han vil kæmpe for jer+ nøjagtig som han gjorde for jer i Ægypten for øjnene af jer,+ 31 og i ørkenen,+ hvor du har set hvordan Jehova din Gud bar dig+ som en mand bærer sin søn, hele den vej I har vandret, indtil I kom til dette sted.’+ 32 Men trods dette troede I ikke på Jehova jeres Gud,+ 33 som gik foran jer på vejen for at udsøge et sted til jer hvor I kunne slå lejr+ — i ilden om natten for at I kunne se hvilken vej I skulle gå, og i skyen om dagen.+
34 Og da Jehova hørte hvordan jeres ord lød, harmedes han og svor,+ idet han sagde: 35 ’Ikke én blandt disse mænd i denne onde generation skal se det gode land som jeg svor at ville give jeres fædre,+ 36 undtagen Kaʹleb, Jefunʹnes søn.+ Han skal se det, og ham og hans sønner vil jeg give det land som han har betrådt, fordi han har fulgt Jehova helt og fuldt.+ 37 (Selv mig vrededes Jehova på for jeres skyld, idet han sagde: ’Heller ikke du skal komme derind.+ 38 Josua,* Nuns søn, som står foran dig, han skal komme derind.’+ Ham har han gjort stærk,+ for han skal give Israel det i eje.) 39 Og jeres små børn, om hvem I sagde: „De bliver til rov!“+ og jeres sønner, som i dag ikke kender godt eller ondt, de skal komme derind, og dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse. 40 Men I selv, vend om og drag bort i retning af ørkenen, ad vejen til Det Røde Hav.’+
41 Hertil svarede I og sagde til mig: ’Vi har syndet mod Jehova.+ Vi vil drage op og kæmpe nøjagtig som Jehova vor Gud har påbudt os!’ Så spændte I hver jeres stridsvåben om jer og mente det var let at drage op i bjerglandet.+ 42 Men Jehova sagde til mig: ’Sig til dem: „I må ikke drage op og kæmpe, for jeg er ikke iblandt jer;+ at I ikke skal lide nederlag foran jeres fjender.“’+ 43 Da jeg så talte til jer, hørte I ikke efter, men satte jer op imod+ Jehovas befaling og handlede overmodigt og drog op i bjergene.+ 44 Da kom amoritterne, der bor i det bjergland, ud for at møde jer og satte efter jer+ ligesom bier og spredte jer i Seʹir,* helt til Horʹma.+ 45 Derpå vendte I tilbage og græd for Jehovas ansigt, men Jehova hørte ikke på jeres røst+ og lyttede ikke til jer.+ 46 Så blev I boende i Kaʹdesj i mange dage, så mange dage som I nu boede der.+