Jeremias
20 Men præsten Pasjʹhur, Imʹmers+ søn, som også var overopsynsmand i Jehovas hus,+ hørte Jeremias profetere [med] disse ord. 2 Da slog Pasjʹhur profeten Jeremias+ og satte ham i blokken+ der stod i Den Øvre Benjaminsport som var i Jehovas hus. 3 Men den følgende dag slap Pasjʹhur Jeremias ud af blokken,+ og Jeremias sagde da til ham:
„Jehova har givet dig navnet,+ ikke Pasjʹhur,* men: Gru til alle sider.*+ 4 For således har Jehova sagt: ’Se, jeg gør dig til gru for dig selv og for alle som elsker dig,* og de skal falde for deres fjenders sværd+ mens dine øjne ser til;+ og hele Juda vil jeg give i Babylons konges hånd, og han skal føre dem i landflygtighed til Babylon og slå dem ned med sværdet.+ 5 Og jeg vil prisgive al denne bys velstand og al dens fortjeneste og alle dens kostbarheder; og alle Judas kongers værdier vil jeg give i deres fjenders hånd.+ Og de skal røve dem og tage dem og bringe dem til Babylon.*+ 6 Og du, Pasjʹhur, og alle der bor i dit hus, må gå i fangenskab;+ og til Babylon vil du komme, og dér vil du dø, og dér vil du blive begravet sammen med alle som elsker dig,+ fordi du har profeteret løgn for dem.’“+
7 Du har narret mig, Jehova, og jeg lod mig narre. Du har brugt din styrke imod mig, og du fik overtaget.+ Jeg er blevet til latter dagen lang: Enhver gør nar af mig.+ 8 For når som helst jeg taler, må jeg skrige. Vold og hærgen må jeg råbe om.+ For Jehovas ord er blevet mig til forsmædelse og hån dagen lang.+ 9 Og jeg sagde: „Jeg vil ikke nævne ham, og jeg vil ikke mere tale i hans navn.“+ Men i mit hjerte blev det som en brændende ild lukket inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde igen, og jeg var ude af stand [til at udholde det].*+ 10 For jeg hørte mange tale dårligt om [mig].+ Der var gru til alle sider.* „Fortæl, så vi kan fortælle om ham.“+ Ethvert dødeligt menneske som hilser mig med „Fred!“* vogter på min halten:+ „Måske lader han sig narre,+ og så kan vi få overtaget over ham og tage hævn over ham.“ 11 Men Jehova er med mig+ som en vældig kriger der får [enhver] til at skælve.+ Af den grund vil netop de der forfølger mig snuble og ikke klare sig.+ De vil blive helt til skamme, for de har ikke haft held med sig. [Deres] ydmygelse der varer i lange tider, glemmes ikke.+
12 Men du, Hærstyrkers Jehova, ransager den retfærdige,+ betragter nyrerne* og hjertet.+ Måtte jeg se din hævn over dem,+ for det er for dig jeg har blotlagt min sag.+
13 I skal synge for Jehova! Lovsyng Jehova! For han har udfriet den fattiges sjæl af de ondes hånd.+
14 Forbandet være den dag jeg blev født! Den dag min moder fødte mig bør ikke velsignes!+ 15 Forbandet være den mand* som bragte godt nyt til min fader idet han sagde: „Der er født dig en søn, et drengebarn!“ Han fik ham visselig til at fryde sig.+ 16 Og den mand skal det gå som de byer Jehova har omstyrtet uden at han har fortrudt det.+ Ja, han skal høre klageskrig om morgenen og alarm ved middagstid.+
17 Hvorfor lod han mig ikke blot dø i moders liv, så min moder kunne blive mit gravsted og hendes moderliv forblive svangert for stedse?+ 18 Hvordan kan det være at jeg kun kom ud af moders liv+ for at se besvær og sorg+ og for at mine dage skulle ende i skam?+