Job

 2 „Vil en vismand svare med kundskab som kun er vind,*+

eller fylde sin bug med østenvind?+

 3 At retlede med ord er til ingen nytte,

og taler vil intet gavne i sig selv.

 4 Du sætter tilmed [guds]frygt ud af kraft,

og du forklejner værdien af eftertænksomhed over for Gud.*

 5 For din brøde opøver din mund,*

og du vælger de listiges tunge.

 6 Din mund kender dig skyldig, og ikke jeg,

og dine egne læber vidner imod dig.+

 7 Var du det første menneske* der fødtes,+

eller blev du født under fødselsveer før højene?+

 8 Hører du Guds* fortrolige ord,+

og har du eneret på visdom?

 9 Hvad ved du som vi ikke skulle vide?+

Forstår du noget som ikke også vi [forstår]?

10 Både den gråhårede og oldingen er hos os,+

rigere på dage end din fader.

11 Er trøsten fra Gud* ikke nok for dig,

eller ord som [tales] blidt til dig?

12 Hvorfor rives du med af dit hjerte,

og hvorfor funkler dine øjne?

13 Du vender jo din ånd imod Gud,

og med din mund har du udslynget ord.

14 Hvad er et dødeligt menneske* at han skulle være ren,+

eller en kvindefødt at han skulle have ret?

15 Se, sine hellige tror han ikke,+

og selv ikke himmelen er ren i hans øjne;+

16 hvor meget mindre den som er afskyelig og fordærvet+ —

en mand der drikker uretfærdighed som var det vand.

17 Jeg vil fortælle dig det. Hør på mig!+

Ja, dette har jeg set; så lad mig berette

18 hvad de vise+ fortæller

og hvad de ikke har skjult, [det de har hørt] fra deres fædre;

19 til dem alene blev landet givet,

og ingen fremmed drog gennem deres midte:

20 Alle sine dage har den ugudelige veer,

ja, det antal år der er sat af til tyrannen.

21 Rædslers røst lyder i hans ører;

i fredstid kommer hærgeren over ham.+

22 Han tror ikke at han kommer ud af mørket igen,+

og han er gemt til sværdet.

23 Han strejfer om efter brød* — hvor er det?+

Han ved at mørkets dag+ er beredt ham.

24 Kval og trængsel skræmmer ham;+

de overmander ham som en konge rede til angreb.

25 Da han har rakt hånden ud imod Gud*

og prøver at overgå den Almægtige,+

26 [da] han hårdnakket løber imod ham

med sine tykke skjoldbukler,

27 da han dækker sit ansigt med sin fedme

og lægger fedt på lænderne,+

28 bor han i byer som vil blive udslettet,

i huse man ikke bliver boende i,

som er bestemt til at blive stendynger.

29 Han vil ikke vinde sig rigdom, og hans velstand vil ikke øges,

og han vil ikke udbrede erhvervelsen af dem* på jorden.+

30 Han vil ikke vige fra mørket;

hans kvist vil en flamme udtørre,

og han vil vige for et pust* af Hans mund.+

31 Lad ham ikke tro på noget værdiløst — han føres vild —

for han får kun noget værdiløst til gengæld.

32 Det vil blive opfyldt før hans dag* [kommer],

og hans skud skal ikke blive frodigt.+

33 Som en vinstok vil han afkaste sine umodne druer,

og som et oliventræ vil han kaste sine blomster.

34 For de frafaldnes forsamling er ufrugtbar,+

og ild skal fortære bestikkelsens telte.+

35 Der undfanges ufred og fødes ondskab,+

og i deres bug forberedes svig.“