Apostlenes Gerninger

23 Idet Paulus så fast på Sanhedrinet sagde han: „Mænd, brødre, jeg har levet mit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed+ indtil denne dag.“ 2 Da gav ypperstepræsten Ananiʹas dem der stod ved siden af ham, ordre til at slå+ ham på munden. 3 Så sagde Paulus til ham: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede+ væg. Sidder du for at dømme mig efter loven+ samtidig med at du i strid med loven+ befaler at man skal slå mig?“ 4 De der stod ved siden af sagde: „Håner du Guds ypperstepræst?“ 5 Og Paulus sagde: „Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ’Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’“+

6 Da nu Paulus blev klar over at den ene del bestod af saddukæere+ og den anden af farisæere, råbte han i Sanhedrinet: „Mænd, brødre, jeg er farisæer,+ søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse+ jeg står og skal dømmes.“+ 7 Da han sagde dette blev der uenighed+ mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen deltes. 8 Saddukæerne+ siger nemlig at der hverken er opstandelse+ eller engel eller ånd, men farisæerne bekender offentligt alle disse ting.* 9 Så blev der en vældig råben,+ og nogle af de skriftlærde af farisæernes parti stod frem og begyndte en heftig strid idet de sagde: „Vi finder intet uret hos denne mand;+ og hvis en ånd eller en engel har talt til ham,+ ——.“ 10 Da nu uenigheden blev stor, blev militærtribunen bange for at Paulus ville blive flået i stykker af dem, og han befalede vagtmandskabet+ at gå ned og rive ham ud af deres midte og føre ham ind i soldaternes kvarter.+

11 Men den følgende nat stod Herren hos ham+ og sagde: „Vær ved godt mod!+ For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd+ i Jerusalem om det der vedrører mig, således skal du også vidne i Rom.“+

12 Da det nu blev dag rottede jøderne sig sammen+ og forpligtede sig med en forbandelse,+ idet de sagde at de hverken ville spise eller drikke før de havde dræbt Paulus.+ 13 Der var mere end fyrre mænd som havde dannet denne sammensværgelse, 14 og de gik til de øverste præster+ og de ældste* og sagde: „Vi har højtideligt forpligtet os med en forbandelse til ikke at spise noget før vi har dræbt Paulus. 15 Nu må I derfor sammen med Sanhedrinet oplyse militærtribunen om at han skal føre ham ned til jer, som om I har i sinde nøjere at afgøre de forhold der vedrører ham.+ Men før han når frem vil vi være parate til at gøre det af med ham.“+

16 Imidlertid hørte Paulus’ søstersøn om deres baghold,+ og han kom og gik ind i soldaternes kvarter og meddelte det til Paulus. 17 Paulus kaldte så en af centurionerne til sig og sagde: „Før denne unge mand til militærtribunen, for han har noget at meddele ham.“ 18 Han tog ham så og førte ham til militærtribunen og sagde: „Fangen Paulus kaldte mig til sig og anmodede mig om at føre denne unge mand til dig, da han har noget at fortælle dig.“ 19 Militærtribunen tog ham+ ved hånden og trak ham til side og begyndte at forhøre sig da de var alene: „Hvad er det du har at meddele mig?“ 20 Han sagde: „Jøderne har aftalt at de vil anmode dig om at lade Paulus føre ned til Sanhedrinet i morgen som om man har i sinde at forhøre sig nøjere om ham.+ 21 Lad dem endelig ikke overtale dig, for over fyrre af deres mænd ligger i baghold efter ham,+ og de har med en forbandelse forpligtet sig til hverken at spise eller drikke før de har gjort det af med ham;+ og de er nu parate og venter på løftet fra dig.“ 22 Så lod militærtribunen den unge mand gå, efter at have pålagt ham dette: „Sig ikke til nogen at du har oplyst mig om dette.“

23 Og han kaldte to af centurionerne til sig og sagde: „Gør to hundrede soldater klar til at marchere til Cæsareʹa, og halvfjerds ryttere og to hundrede spydbærere, ved nattens tredje time.* 24 Sørg også for lastdyr så de kan lade Paulus ride og bringe ham sikkert til Felix, landshøvdingen.“ 25 Og han skrev et brev der havde denne form:

26 „Claudius Lyʹsias sender hilsen til den højtærede landshøvding Felix.+ 27 Denne mand blev grebet af jøderne og var ved at blive slået ihjel af dem, da jeg hurtigt kom til med vagtmandskabet og befriede ham,+ fordi jeg erfarede at han var romer.+ 28 Og da jeg ønskede at blive helt klar over af hvilken grund de anklagede ham, førte jeg ham ned i deres sanhedrin.*+ 29 Jeg fandt at han blev anklaget for nogle stridsspørgsmål angående deres lov,+ men ikke anklaget for en eneste ting som fortjener død eller lænker.+ 30 Imidlertid er det blevet meldt mig at et anslag+ er planlagt imod denne mand, og derfor sender jeg ham med det samme til dig og pålægger anklagerne at udtale sig imod ham over for dig.“+

31 I overensstemmelse med deres ordre tog disse soldater+ så Paulus og førte ham om natten til Antiʹpatris. 32 Den næste dag vendte de tilbage til soldaternes kvarter og lod rytterne rejse videre med ham. 33 Da de kom til Cæsareʹa+ afleverede de brevet til landshøvdingen og fremstillede ligeledes Paulus for ham. 34 Han læste det og forhørte sig om hvilken provins han var fra, og konstaterede+ at han var fra Kiliʹkien.+ 35 „Jeg vil forhøre dig grundigt,“ sagde han, „når dine anklagere også kommer.“+ Og han befalede at han skulle holdes bevogtet i Herodes’ prætorianske palads.