En valfartssang. Af David.
122 Jeg frydede mig da de sagde til mig:+
„Lad os rejse til Jehovas hus.“+
2 Vore fødder kom til at stå+
i dine porte, Jerusalem.+
3 Jerusalem, bygget som en by+
der er sammenføjet i enhed,+
4 hvortil stammerne er draget op,+
Jahs stammer+ —
det er en formaning til Israel+
om at takke Jehovas navn.+
5 For dér har domstronerne deres plads,+
troner for Davids hus.+
6 I skal bede om Jerusalems fred.+
De der elsker dig vil være fri for bekymring.+
7 Måtte der være fred inden for din vold,+
ubekymrethed i dine tårnborge.+
8 For mine brødres og mine venners skyld vil jeg gerne sige:+
„Måtte der være fred i dig!“+
9 For Jehova vor Guds hus’ skyld+
vil jeg søge dit bedste.+