Job

30 Og nu ler de ad mig,+

de der er yngre af dage end jeg,+

de hvis fædre jeg ville have afslået

at sætte hos mine fårehunde.

 2 Selv deres hænders kraft, hvad gavnede den mig?

Hos dem er livskraften svundet.+

 3 De er ufrugtbare fordi de lider afsavn og sult,

de som afgnaver det tørre land,+

[hvor] der i går var uvejr og ødelæggelse.

 4 De plukker mælde ved buskene,

og gyvelens rødder er deres mad.

 5 De drives bort fra samfundet;+

man råber efter dem som efter en tyv.

 6 [De må] bo på regnflodsdalenes stejle skråninger,

i jordhuler og i klipperne.

 7 Mellem buskene skriger de op;

under nælderne finder de sammen.

 8 Som sønner af uforstandige,+ ja, sønner af navnløse,

drives de ud af landet med pisk.

 9 Og nu er jeg blevet den de synger viser om,+

og jeg er genstanden for deres snak.+

10 De afskyr mig; de holder sig borte fra mig;+

de har ikke sparet mit ansigt for spyt.+

11 For han har løsnet [min] buestreng og ydmyget mig;

og de har sluppet tømmen over for mig.

12 Ved [min] højre rejser denne yngel sig;

mine fødder driver de af sted,

og de rejser deres barrikader imod mig til [min] ulykke.+

13 De har brudt min sti op;

de duer kun til at volde mig fortræd,+

de som selv ingen hjælper har.

14 De kommer som gennem et bredt murbrud;

de er rullet frem under et uvejr.

15 Pludselige rædsler er blevet vendt imod mig;

min værdighed jages bort som vinden,*

og min frelse er forsvundet som en sky.

16 Og nu udgydes min sjæl [som er] i mig;+

nødens+ dage griber fat i mig.

17 Om natten gennembores mine knogler+ [så de falder] af mig,

og mine gnavende [smerter] lægger sig ikke til hvile.+

18 Ved stor kraft forvandles min klædning;

den omslutter mig som kraven på min kjortel.

19 Han har kastet mig ned i leret,

så jeg tager mig ud som støv og aske.

20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+

jeg er blevet stående så du kunne lægge mærke til mig.

21 Du forandrer dig og er grusom imod mig;+

med din hånds vælde er du mig fjendtligsindet.

22 Du løfter mig op for vinden; du lader mig ride [på den];

og du opløser mig under et brag.

23 For jeg ved at du fører mig tilbage til døden,+

ja, til huset hvor alt levende mødes.

24 Blot rækker ingen sin hånd ud mod en ruindynge;+

ved hans undergang bliver der heller ikke råbt om hjælp i den anledning.

25 Mon ikke jeg har grædt over den der har hårde dage;+

min sjæl har ynket den fattige.+

26 Skønt jeg håbede på godt, kom der dog ondt;+

og jeg ventede på lys, men der kom mulm.

27 Mine indvolde kom i kog og var ikke tavse;

dage med nød kom mig i møde.

28 Bedrøvet+ vandrede jeg omkring uden sol;*

jeg rejste mig i menigheden,* råbte vedvarende om hjælp.

29 Jeg er blevet en broder til sjakaler

og en ven af strudsene.+

30 Min hud er blevet sort+ [og falder] af mig;

mine knogler er blevet varme af heden;

31 og min lyre passer kun til sorg,

min fløjte til de grædendes stemme.