Masʹkil. Af David, dengang han var i hulen.+ En bøn.
142 Højlydt råber jeg til Jehova om hjælp;+
højlydt trygler jeg Jehova om at vise mig sin gunst.+
2 Jeg udøser min bekymring foran ham;+
jeg fortæller om min trængsel foran ham,+
3 når min ånd+ bliver svag i mig.
Så er det dig der kender min vej.+
På den sti som jeg vandrer ad+
har man anbragt en fælde skjult for mig.+
4 Se efter ved [min] højre og se
at ingen kendes ved mig.+
[Mit] tilflugtssted er gået til grunde for mig;+
ingen har omsorg for min sjæl.+
5 Jeg råber til dig, Jehova, om hjælp.+
Jeg siger: „Du er min tilflugt,+
min andel+ i de levendes land.“+
6 Giv agt på mit bedende råb,+
for jeg er ganske hjælpeløs.+
Udfri mig fra mine forfølgere,+
for de er stærkere end jeg.+
7 Bring min sjæl ud af fangekælderen+
for at jeg kan prise dit navn.+
Måtte de retfærdige samle sig omkring mig,+
for du vil handle vel imod mig.+