Ezra
9 Men så snart man var færdig med det, kom fyrsterne+ hen til mig og sagde: „Israels folk og præsterne og levitterne har ikke skilt sig ud+ fra landenes folkeslag med deres vederstyggeligheder,+ nemlig kana’anæerne,+ hetitterne,+ perizzitterne,+ jebusitterne,+ ammonitterne,+ moabitterne,+ ægypterne+ og amoritterne.+ 2 For de har taget nogle af deres døtre til sig selv og deres sønner,+ og de, det hellige afkom,+ har blandet sig+ med landenes folkeslag, og fyrsternes og landsfogedernes hånd har været først+ til [at begå] denne troløshed.“
3 Så snart jeg nu hørte dette, sønderrev+ jeg min klædning samt min ærmeløse overklædning og rev hår af+ mit hoved og af mit skæg og sad som lamslået.+ 4 Og alle som skælvede+ på grund af Israels Guds ord mod de landflygtiges troløshed, samlede sig hos mig mens jeg sad som lamslået indtil [tiden for] aftenkornofferet.+
5 Men ved [tiden for] aftenkornofferet+ rejste jeg mig fra min ydmygelse med min klædning samt min ærmeløse overklædning sønderrevet, og jeg faldt på mine knæ+ og bredte mine hænder ud mod Jehova min Gud+ 6 og sagde:+ „Min Gud, jeg føler mig skamfuld+ og forlegen+ ved at løfte mit ansigt mod dig, min Gud, for vore misgerninger+ er så mange at de når op over hovedet, og vor skyld er så stor at den når til himmelen.+ 7 Siden vore forfædres+ dage [og] indtil i dag har vi pådraget os stor skyld;+ og på grund af vore misgerninger er vi, vore konger+ [og] vore præster+ blevet overgivet i landenes kongers vold med sværd,+ fangenskab+ og plyndring+ og med et ansigt fuldt af skam,+ som i dag. 8 Og nu er der et lille øjeblik vist [os] gunst+ af Jehova vor Gud, idet han har ladet nogle undslupne blive tilbage til os+ og han har givet os en knage* på sit hellige sted for at give vore øjne lys,+ vor Gud, og lade os komme lidt til live under vor trældom.+ 9 For vi er trælle;+ Gud har dog ikke forladt os i vor trældom,+ men han viser os loyal hengivenhed over for Persiens konger+ for at lade os komme til live, så vi kan rejse vor Guds hus+ og genrejse dets ruiner,+ og for at give os en stenmur+ i Juda og i Jerusalem.
10 Og hvad skal vi nu sige efter dette, vor Gud? For vi har forladt dine bud,+ 11 som du har givet ved dine tjenere profeterne [og] som lød: ’Det land som I drager ind for at tage i besiddelse, er et afskyeligt land på grund af afskyelighederne hos landenes folkeslag,+ på grund af de vederstyggeligheder+ som de har fyldt det med fra ende til anden+ ved deres urenhed.+ 12 Og giv nu ikke jeres døtre til deres sønner,+ og tag ikke deres døtre til jeres sønner. Og I må for altid afholde jer fra at arbejde for deres fred+ og deres fremgang,* for at I kan blive stærke+ og spise det gode i landet og lade jeres sønner tage det i besiddelse til fjerne tider.’+ 13 Og efter alt det der er kommet over os på grund af vore onde gerninger og på grund af vor store skyld+ — for du, vor Gud, har regnet vore misgerninger for mindre end de er,+ og du har givet os undslupne som disse+ — 14 skal vi så igen bryde dine bud og besvogre+ os med folk som øver disse vederstyggeligheder?+ Bliver du ikke så vred på os at det er ude med [os],+ så der hverken er rest+ eller undsluppen? 15 Jehova, Israels Gud, du er retfærdig,+ for vi er endnu tilbage som undslupne på denne dag. Vi befinder os her foran dig med vor skyld,+ men det er umuligt at stå foran dig på grund af dette.“+