2. Krønikebog

20 Efter dette kom Moʹabs sønner+ og Amʹmons sønner+ og sammen med dem nogle amʹmonim-folk*+ for at føre krig mod Joʹsafat.+ 2 Man kom nu og fortalte det til Joʹsafat, idet man sagde: „Der er kommet en vældig folkemængde imod dig fra egnen ved havet,* fra Eʹdom;*+ og se, de er i Haʹzazon-Taʹmar, det vil sige En-Geʹdi.“+ 3 Da blev Joʹsafat bange+ og rettede sit ansigt mod at søge Jehova.+ Han udråbte således en faste+ for hele Juda, 4 og Juda samlede sig for at spørge Jehova til råds;+ endog fra alle Judas byer kom de for at rådspørge Jehova.+

5 Derpå stillede Joʹsafat sig i Judas og Jerusalems menighed* i Jehovas hus+ foran den nye forgård,+ 6 og han sagde:+

„Jehova, vore forfædres Gud,+ er du ikke Gud i himmelen,+ og hersker du ikke over alle nationernes riger,+ og er der ikke kraft og styrke i din hånd, så ingen kan holde stand mod dig?+ 7 Var det ikke dig, vor Gud,+ der fordrev dette lands indbyggere foran dit folk Israel+ og derpå gav det til din ven*+ Abrahams afkom for stedse?+ 8 Så bosatte de sig i det og byggede dig en helligdom i det for dit navn,+ idet de sagde: 9 ’Hvis der kommer ulykke,+ sværd, straffedom eller pest+ eller hungersnød+ over os, vil vi stå foran dette hus+ og foran dig (for dit navn+ er i dette hus), og råbe til dig om hjælp i vor trængsel, og måtte du da høre det og frelse.’+ 10 Og her er nu Amʹmons+ og Moʹabs+ og Seʹirs+ bjerglands sønner, som du ikke tillod Israel at trænge ind iblandt dengang de kom fra Ægyptens land, men de gik uden om dem og tilintetgjorde dem ikke,+ 11 ja, se, de gengælder+ os ved at komme for at drive os bort fra din ejendom som du har givet os i eje.+ 12 Vor Gud, vil du ikke dømme dem?+ For i os er der ingen kraft over for denne vældige folkemængde som kommer imod os,+ og vi ved ikke hvad vi skal gøre,+ men vore øjne er vendt mod dig.“+

13 Imens stod hele Juda for Jehovas ansigt,+ også deres små børn,+ deres hustruer og deres sønner.

14 Og Jehovas ånd+ kom over Jahaʹziel, søn af Zekarʹja, søn af Benaʹja, søn af Jeʹiel, søn af Mattanʹja, en levit af Aʹsafs+ sønner, midt i menigheden. 15 Og han sagde: „Giv agt, hele Juda og [alle] I Jerusalems indbyggere og kong Joʹsafat! Således har Jehova sagt til jer: ’I skal ikke være bange+ eller skrækslagne for denne vældige folkemængde; for kampen er ikke jeres, men Guds.+ 16 Drag i morgen ned imod dem. Se, de er på vej op gennem passet ved Ziz; og I vil finde dem for enden af regnflodsdalen, over for Jeʹruels Ørken. 17 I får ikke brug for at kæmpe+ i dette tilfælde. Stil jer op, bliv stående+ og se at Jehova frelser+ jer. Juda og Jerusalem, vær ikke bange eller skrækslagne.+ Drag i morgen ud imod dem,* og Jehova vil være med jer.’“+

18 Da bøjede Joʹsafat sig med ansigtet mod jorden,+ og hele Juda og alle Jerusalems indbyggere faldt ned for Jehovas ansigt for at tilbede Jehova.+ 19 Derpå rejste levitterne+ sig, af kehatitternes+ sønner og af koraitternes+ sønner, for at lovsynge Jehova, Israels Gud, med vældig røst.+

20 De stod nu tidligt op om morgenen og drog ud til Tekoʹas+ Ørken,+ og idet de drog ud, stod Joʹsafat frem og sagde: „Hør mig, Juda og Jerusalems indbyggere!+ Tro+ på Jehova, jeres Gud, så I kan holde stand. Tro på hans profeter,+ så jeres sag kan lykkes.“

21 Endvidere rådførte+ han sig med folket og opstillede sangere+ for Jehova og nogle til at lovsynge+ i hellig prydelse,+ idet de drog ud foran de væbnede mænd+ og sagde: „Pris Jehova,+ for hans loyale hengivenhed varer evindelig.“+

22 Og på det tidspunkt da de begyndte [deres] glædesråb og lovsang, lod Jehova nogle der lå i baghold+ falde over Amʹmons, Moʹabs og Seʹirs bjerglands sønner, som var på vej ind i Juda, og de gav sig til at nedkæmpe hinanden.+ 23 For Amʹmons og Moʹabs sønner rejste sig mod dem der boede i Seʹirs bjergland+ for at vie dem til udslettelse og tilintetgøre dem; og så snart de var færdige med Seʹirs indbyggere, hjalp de til med at udrydde hinanden.+

24 Da Juda kom til vagttårnet i ørkenen,+ og de rettede ansigtet mod folkemængden, se, da lå deres døde kroppe der, strakt til jorden;+ ingen var undsluppet. 25 Og da Joʹsafat og hans folk kom derhen for at røve byttet+ fra dem, fandt de blandt dem en mængde ejendele og klæder* og kostbare ting, og de tog bytte fra dem indtil de ikke kunne bære mere.+ Således gik der tre dage mens de røvede byttet, for det var stort. 26 Og på den fjerde dag samledes de i Beraʹkalavningen, for dér velsignede de Jehova.+ Derfor har man givet det sted navnet+ Beraʹkalavningen,* [som den hedder] den dag i dag.

27 Derpå vendte alle Judas og Jerusalems mænd tilbage, med Joʹsafat i spidsen for dem; de vendte tilbage til Jerusalem med fryd, for Jehova havde ladet dem fryde sig over deres fjender.+ 28 Således kom de til Jerusalem, til Jehovas hus,+ med harper,+ lyrer+ og trompeter.+ 29 Og en Guds rædsel+ kom over alle landenes riger da de hørte at Jehova havde kæmpet mod Israels fjender.+ 30 Da havde Joʹsafats kongedømme ro, og hans Gud gav ham fortsat hvile til alle sider.+

31 Altså regerede Joʹsafat+ fortsat over Juda. Han var femogtredive år gammel da han blev konge, og han regerede i femogtyve år i Jerusalem; og hans moders navn var Azuʹba;+ [hun var] en datter af Sjilʹhi. 32 Han vandrede i sin fader Aʹsas+ spor uden at vige derfra, idet han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne.+ 33 Blot offerhøjene+ forsvandt ikke; og folket havde endnu ikke i deres hjerte taget et fast standpunkt for deres forfædres Gud.+

34 Men resten af Joʹsafats historie, fra først til sidst, se, derom står der skrevet blandt Hanaʹnis+ søn Jeʹhus ord,+ som er optaget i Bogen+ om Israels Konger. 35 Og efter dette indgik kong Joʹsafat af Juda partnerskab med kong Ahazʹja+ af Israel, som handlede ugudeligt.+ 36 Han gjorde ham nemlig til sin partner med henblik på at lave skibe der kunne gå til Tarʹsis;+ så de lavede skibe i Ezʹjon-Geʹber.+ 37 Men Elieʹzer, søn af Dodavaʹhu fra Mareʹsja, profeterede imod Joʹsafat og sagde: „Fordi du har indgået partnerskab med Ahazʹja,+ vil Jehova nedbryde dine værker.“+ Følgelig led skibene skibbrud,+ og de kunne ikke holde til at gå til Tarʹsis.+