Esajas

51 Hør på mig, I som jager efter retfærdighed,+ I som søger Jehova.+ Se hen til klippen+ hvorfra I blev udhugget, og til grubens hule hvorfra I blev udgravet. 2 Se hen til Abraham,+ jeres fader,+ og til Sara,+ som fødte jer under veer. For han var kun én da jeg kaldte ham,+ hvorpå jeg velsignede ham og gjorde ham til mange.+ 3 Ja, Jehova vil trøste Zion.+ Han vil trøste alle dets øde steder,+ og han vil gøre dets ørken som Eʹden+ og dets ørkenslette som Jehovas have.*+ Glæde og fryd vil man finde i det, taksigelse og lyden af sang og spil.+

4 Giv agt på mig, mit folk; og lyt til mig, min folkestamme.+ For lov* vil udgå fra mig,+ og mit lovbud vil jeg give et fast sted som et lys for folkeslagene.*+ 5 Min retfærdighed er nær.+ Min frelse+ skal gå frem, og mine arme skal dømme folkeslagene.+ På mig vil øerne håbe,+ og min arm vil de vente på.+

6 Løft jeres øjne mod himmelen,+ og se på jorden hernede. For himmelen skal opløses som røg,+ og jorden vil blive slidt op som en klædning,+ og dens indbyggere vil dø som myg. Men min frelse forbliver evindelig,+ og min retfærdighed knuses ikke.+

7 Hør på mig, I som kender retfærdighed, folket som har min lov i sit hjerte.+ Vær ikke bange for dødelige menneskers* smæden, og bliv ikke skrækslagne for deres spot.+ 8 For møl* vil æde dem som en klædning, ja, klædemøl* vil æde dem som uld.+ Men min retfærdighed forbliver evindelig, og min frelse i utallige generationer.“*+

9 Vågn op, vågn op, klæd dig i styrke,+ Jehovas arm!+ Vågn op som i fortids dage, som i generationerne der levede for længe siden.+ Er du* ikke den der huggede Raʹhab*+ ned, der gennemborede havuhyret?*+ 10 Er du ikke den der udtørrede havet, det vidtstrakte dybs* vande?+ Den der gjorde havets dybder til vej så de genløste kunne gå over?+ 11 Og de der er løskøbt af Jehova skal vende tilbage og komme til Zion med glædesråb;+ og varig fryd er på deres hoved.+ Glæde og fryd opnår de.+ Sorg og suk skal flygte.+

12 „Jeg, jeg er den som trøster jer.+

Hvem er du* at du skulle være bange for et dødeligt menneske, som dør,+ og for en menneskesøn,* hvem det går som det grønne græs?+ 13 Og at du skulle glemme Jehova, som har frembragt dig,*+ ham der udspænder himmelen+ og grundlægger jorden,+ så du til stadighed, dagen lang, var rædselsslagen over forbitrelsen hos den der indeslutter [dig],+ som om han var rede til at ødelægge [dig]?+ Og hvor er forbitrelsen hos den der indeslutter [dig]?+

14 Den der holdes krumbøjet af lænker skal i hast blive løst;+ og han skal ikke dø [og lægges] i gravens dyb;+ og hans brød skal ikke mangle.+

15 Men jeg, Jehova, er din Gud,* den som oprører havet så dets bølger bruser.+ Hærstyrkers Jehova er hans navn.+ 16 Og jeg vil lægge mine ord i din mund,+ og jeg vil dække dig med min hånds skygge+ for at plante himmelen+ og grundlægge jorden+ og sige til Zion: ’Du er mit folk.’+

17 Vågn op, vågn op, rejs dig, Jerusalem,+ du som har drukket forbitrelsens bæger af Jehovas hånd.+ Drikkebægeret, bægeret som får [dig] til at slingre, har du drukket, har du tømt.+ 18 Ingen af alle de sønner hun har født,+ leder hende, og ingen af alle de sønner hun har opfødt, griber hendes hånd.+ 19 Disse to ting hændte dig.+ Hvem viser dig deltagelse?+ Hærgen og sammenbrud, sult og sværd!+ Hvem vil* trøste dig?+ 20 Dine sønner er besvimet.+ De har lagt sig ved alle gadehjørnerne som et vildfår i et net,+ som dem der er fulde af Jehovas forbitrelse,+ din Guds irettesættelse.“+

21 Hør derfor på dette, du kvinde+ som er nødstedt, og som er beruset, men ikke af vin.+ 22 Således har din Herre,* Jehova, ja, din Gud, som strider for sit folk,+ sagt: „Se! Jeg tager bægeret, som får dig til at slingre, ud af din hånd.+ Drikkebægeret, min forbitrelses bæger — du kommer aldrig igen til at drikke af det.+ 23 Men jeg skal give det i deres hånd som plager dig,+ som har sagt til din sjæl: ’Bøj dig så vi kan gå hen over [dig],’ så du gjorde din ryg som jorden, og som gaden, for dem der gik over.“+