Job

 2 „Min bekymring+ er stadig præget af opsætsighed i dag;

min hånd er tung på grund af mine suk.

 3 Gid jeg vidste hvor jeg kunne finde ham!+

Jeg ville gå helt frem til hans faste sted.+

 4 Jeg ville fremlægge [min] sag for* ham,

og jeg ville fylde min mund med argumenter;

 5 jeg ville vide hvilke ord han ville svare mig med,

og jeg kunne overveje hvad han ville sige til mig.+

 6 Ville han strides med mig med vældig kraft?

Nej! han ville tværtimod vise mig opmærksomhed.+

 7 Dér vil den retskafne få afgjort sin sag med ham,

og jeg ville for bestandig være i sikkerhed for min dommer.*

 8 Se, jeg går mod øst, men han er der ikke;

og tilbage igen, men jeg mærker ham ikke;+

 9 til venstre hvor han virker, men jeg skuer [ham] ikke;

han drejer af* til højre, men jeg ser [ham] ikke.

10 For han kender den vej jeg går.+

Når han har prøvet mig, går jeg ud [af prøven] som guld.+

11 Min fod har fulgt i hans spor;*

jeg har holdt mig til hans vej uden at bøje af.+

12 Jeg viger ikke fra hans læbers bud.+

Jeg har gemt hans munds ord+ — mere end det var foreskrevet mig.

13 Men han [står fast] ved ét, så hvem kan sætte sig til modværge mod ham?+

Og har hans sjæl et ønske, så handler han [derefter];+

14 for han fuldbyrder det der er foreskrevet for mig,+

og der er mange ting som disse hos ham.

15 Af den grund forfærdes jeg for hans ansigt;

jeg tænker efter, og er slået med rædsel for ham.+

16 Ja, det er Gud* der har gjort mit hjerte forsagt,+

og det er den Almægtige der har forfærdet mig.+

17 For jeg er ikke blevet bragt til tavshed af mørket

eller fordi mulm har dækket mit ansigt til.