Hoseas
11 „Dengang Israel var dreng* elskede jeg ham,+ og fra Ægypten kaldte jeg min søn.+
2 [Jo mere] de* kaldte på dem,+ desto mere trak de sig bort fra dem.*+ De gav sig til at bringe slagtofre til ba’alerne,*+ og røgofre til billedstøtterne.+ 3 Og det var mig der lærte Eʹfraim at gå;+ [jeg] tog dem på [mine]* arme;+ men de anerkendte ikke at jeg havde helbredt dem.+ 4 Med menneskesnor* søgte jeg at drage dem, med kærlighedsreb,+ så jeg for dem blev som dem der løfter åget fra deres kæber;+ og blidt gav jeg ham noget at spise.+ 5 Han skal ikke vende tilbage til Ægyptens land, men Assyrien skal være hans konge,+ for de nægtede at vende om.+ 6 Og et sværd skal hvirvle rundt i hans byer+ og gøre ende på hans portslåer og æde om sig+ — på grund af deres [onde] planer.+ 7 Og mit folk er tilbøjeligt til at være troløst mod mig.+ Skønt de kalder det* opad,* er der ikke én som hæver sig op.*
8 Hvordan kan jeg opgive dig, Eʹfraim,+ overgive dig, Israel?+ Hvordan kan jeg opgive dig som Adʹma,+ gøre dig som Zeʹbojim?+ Mit hjerte har vendt sig i mig;+ samtidig er der vakt en heftig medynk i mig. 9 Jeg fuldbyrder ikke min brændende vrede.+ Jeg vil ikke lægge Eʹfraim øde igen,+ for jeg er Gud*+ og ikke et menneske,* den Hellige i din midte;+ og jeg kommer ikke i hidsighed. 10 Efter Jehova vil de vandre.+ Han brøler som en løve,+ ja, det er ham der brøler,+ og skælvende kommer sønner fra vest;+ 11 skælvende kommer de som en fugl fra Ægypten,+ og som en due fra Assyriens land;+ og jeg lader dem bo i deres huse,“ lyder Jehovas udsagn.+
12 „Eʹfraim har omringet mig med bedrag,+ og Israels hus med svig. Men Juda færdes stadig sammen med Gud,*+ og mod den Allerhelligste* er han trofast.“*