Prædikeren

2 Jeg sagde i mit hjerte:+ „Kom nu! Lad mig sætte dig på prøve med hensyn til fryd.+ Ja, nyd det gode.“+ Og se! også det var tomhed. 2 Jeg sagde til latter: „Galskab!“+ og til fryd:+ „Hvad udretter den?“

3 Jeg udforskede det med mit hjerte ved at forlyste mit kød med vin+ — dog ledte jeg mit hjerte med visdom+ — og ved at gribe om tåbelighed, indtil jeg kunne se hvad der var godt for menneskesønnerne i det de gør under himmelen i det antal levedage de har.+ 4 Jeg udførte store værker.+ Jeg byggede mig huse.+ Jeg plantede mig vingårde.+ 5 Jeg anlagde mig haver og parker,*+ og jeg plantede alle slags frugttræer i dem. 6 Jeg anlagde mig vanddamme+ for med dem at kunne vande skoven der lader træer spire frem.+ 7 Jeg erhvervede mig tjenere og tjenestepiger,+ og jeg fik sønner af husstanden.+ Jeg fik også større hjorde, hornkvæg og småkvæg, end nogen af dem der var før mig i Jerusalem.+ 8 Jeg samlede mig også sølv og guld,+ og kongers og provinsers særlige ejendom.+ Jeg skaffede mig sangere og sangerinder+ og hvad der er menneskesønnernes største glæder+ — en kvinde, ja, kvinder.+ 9 Og jeg blev stor, ja, større end nogen der var før mig i Jerusalem.+ Tilmed blev min visdom hos mig.+

10 Og hvad mine øjne end bad om, holdt jeg ikke borte fra dem.+ Jeg forholdt ikke mit hjerte nogen fryd, for mit hjerte havde fryd af al min møje,+ og dette blev min del for al min møje.+ 11 Men jeg vendte mig mod alle de værker som mine hænder havde udført, og mod det som jeg havde haft møje med at udføre,+ og se! alt var tomhed og jag efter vind,+ og der var ingen fordel ved noget under solen.+

12 Og jeg vendte mig for at se på visdom+ og galskab og tåbelighed;+ for hvad kan det menneske gøre som kommer efter kongen? [Kun] det man allerede har gjort. 13 Og jeg så at visdom har fordele frem for tåbelighed,+ ligesom lys har fordele frem for mørke.+

14 Den vise har øjne i hovedet,+ men tåben vandrer i mørke.+ Men jeg ved også at ét og samme endeligt rammer dem alle.+ 15 Og jeg sagde i mit hjerte:+ „Det endeligt tåben+ får, det rammer også mig.“+ Hvorfor blev jeg da så overmåde vís dengang?+ Og jeg talte i mit hjerte [og sagde] at også dette var tomhed. 16 For den vise har lige så lidt som tåben noget varigt minde.+ I dagene som allerede er på vej, bliver alle glemt; og hvordan dør den vise? Sammen med tåben.+

17 Og jeg hadede livet,+ for det arbejde der blev gjort under solen forekom mig ulykkeligt,+ for alt var tomhed og jag efter vind.+ 18 Og jeg hadede al den møje som jeg havde haft under solen,+ [alt] hvad jeg skulle efterlade til det menneske der ville komme efter mig.+ 19 Og hvem ved om det bliver en vismand eller en tåbe?+ Men han får myndighed over [frugten af] al den møje som jeg har haft og som jeg har lagt min visdom i under solen.+ Også dette er tomhed. 20 Og jeg vendte mig omkring for at lade mit hjerte fortvivle+ over al den møje som jeg havde haft under solen. 21 For her er der et menneske hvis møje har været [forbundet] med visdom og med kundskab og med lønsomhed,+ og så giver man dets del til et menneske som ikke har haft møje dermed.+ Også dette er tomhed og meget ulykkeligt.+

22 For hvad får et menneske* for al sin møje og for sit hjertes stræben som det har haft møje med under solen?+ 23 Alle sine dage har det jo lidelser og græmmelse af sit slid,+ [og] heller ikke om natten kan dets hjerte lægge sig til hvile.+ Også dette er tomhed.

24 Der er intet bedre for et menneske [end] at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje.+ Også dette, har jeg set, er fra den [sande] Guds* hånd.+ 25 For hvem spiser+ og hvem drikker* bedre end jeg?+

26 Det menneske der er godt foran Hans ansigt,+ har han nemlig givet visdom og kundskab og fryd,+ men synderen har han givet det slid at indsamle og ophobe [gods] for blot at give [det] til den der er god foran den [sande] Guds ansigt.+ Også dette er tomhed og jag efter vind.+