Nehemias

13 På den dag blev der læst+ op af Moses’ bog+ i folkets påhør; og man fandt skrevet i den at ingen ammonit+ eller moabit+ nogen sinde måtte komme ind i den [sande] Guds menighed,*+ 2 for de var ikke kommet Israels sønner i møde med brød+ og vand,+ men havde lejet Biʹleam+ mod dem til at nedkalde ondt over dem;+ men vor Gud ændrede forbandelsen til en velsignelse.+ 3 Så snart de nu hørte loven,+ gav de sig til at skille hele den blandede flok ud fra Israel.+

4 Før dette havde præsten Elʹjasjib,+ som havde fået ansvaret for et spiserum+ i vor Guds hus [og] var i familie med Tobiʹja,+ 5 imidlertid indrettet et stort spiserum+ til denne, dér hvor man før anbragte kornofferet,+ virakken og redskaberne og tienden* af kornet, den nye vin+ og olien,+ som levitterne+ og sangerne og portvagterne var berettiget til,* samt bidraget til præsterne.

6 Men under alt dette var jeg ikke i Jerusalem, for i Artaxerʹxes’,+ Babylons* konges, toogtredivte+ år kom jeg til kongen, og [først] efter nogen tids forløb* bad jeg om orlov fra kongen.+ 7 Så kom jeg til Jerusalem og blev klar over hvor forkert Elʹjasjib+ havde handlet for Tobiʹjas+ skyld ved at indrette et rum til ham i forgården til den [sande] Guds hus.+ 8 Og det forekom mig at være meget forkert,+ så jeg kastede+ alt bohavet i Tobiʹjas hus ud uden for spiserummet. 9 Derpå gav jeg besked, og de rensede+ spiserummene;+ jeg bragte så redskaberne+ som tilhørte den [sande] Guds hus tilbage dertil, samt kornofferet og virakken.+

10 Jeg fik nu kendskab til at de andele+ der tilkom levitterne ikke var blevet udleveret, med det resultat at de levitter og sangere der ellers udførte arbejdet, gik deres vej, hver til sin mark.+ 11 Så gik jeg i rette+ med landsfogederne+ og sagde: „Hvorfor er den [sande] Guds hus blevet forsømt?“+ Derpå samlede jeg atter [levitterne] og fik dem til at indtage deres pladser. 12 Og hele Juda bragte tienden+ af kornet+ og den nye vin+ og olien+ til forrådsrummene.+ 13 Jeg overdrog så præsten Sjelemʹja og den skriftlærde Zaʹdok og en af levitterne, Pedaʹja, ansvaret* for forrådsrummene, og underordnet dem var Haʹnan, en søn af Mattanʹjas+ søn Zakʹkur, for de blev regnet for trofaste;+ dem påhvilede det nu at sørge for uddelingen+ til deres brødre.

14 Husk mig,+ min Gud, for dette, og udvisk+ ikke de gerninger jeg af loyal hengivenhed* har gjort for min Guds hus+ og for overvågningen af det.

15 I de dage så jeg i Juda nogle der trådte vinperserne på sabbatten+ og nogle der kom med korndynger og nogle der læssede+ [korn] på æsler,+ ja, også vin, druer og figner+ og alle slags ladninger, og nogle der kom til Jerusalem med det på sabbatsdagen;+ da vidnede jeg [imod dem] på den dag hvor de solgte levnedsmidler. 16 Og tyrierne+ opholdt sig i [byen],* idet de kom med fisk og alt hvad der kunne sælges,+ og solgte det på sabbatten til Judas sønner og i Jerusalem. 17 Da gik jeg i rette med Judas fornemme+ og sagde til dem: „Hvad er det for en slet handling I begår, idet I vanhelliger sabbatsdagen? 18 Var det ikke netop sådan jeres forfædre gjorde,+ så vor Gud bragte al denne ulykke over os+ og over denne by? I forøger imidlertid den brændende vrede mod Israel ved at vanhellige sabbatten.“+

19 Så snart Jerusalems porte* nu lå i skygge før sabbatten, gav jeg besked, og dørene blev lukket.+ Og jeg sagde at man ikke skulle åbne dem før efter sabbatten; og nogle af mine egne medhjælpere stillede jeg ved portene for at der ikke skulle komme nogen ladning ind på sabbatsdagen.+ 20 Da købmændene og de der solgte alle slags varer overnattede uden for Jerusalem første og anden gang, 21 vidnede+ jeg imod dem og sagde til dem: „Hvorfor overnatter I foran muren? Hvis I gør det mere, lægger jeg hånd på jer.“+ Siden den tid kom de ikke på sabbatten.

22 Videre sagde jeg til levitterne+ at de skulle blive ved med at rense+ sig og komme [og] holde vagt ved portene+ for at hellige*+ sabbatsdagen. Husk+ også dette [til gunst] for mig, min Gud, og hav medynk med mig i din store loyalitet.+

23 I de dage så jeg også nogle jøder der havde asdoditiske,+ ammonitiske [og] moabitiske+ kvinder boende.+ 24 Og af deres sønner talte halvdelen asdoditisk, og ingen kendte til at tale jødisk,+ men derimod de respektive folks tungemål. 25 Da gik jeg i rette med dem og nedkaldte ondt over dem+ og slog nogle af mændene+ og rev hår af dem og lod dem sværge ved Gud:+ „I må ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke tage af deres døtre til jeres sønner og til jer selv.+ 26 Var det ikke på grund af disse at Salomon, Israels konge, syndede?+ Og blandt de mange nationer var der ingen konge som han;+ og han var elsket af sin Gud,+ så Gud gjorde ham til konge over hele Israel. Selv ham fik de fremmede hustruer til at synde.+ 27 Skal man da høre om jer at I gør alt dette meget onde ved at handle troløst mod vor Gud og have fremmede kvinder boende?“+

28 Og en af ypperstepræsten Elʹjasjibs+ søn Joʹjadas+ sønner var horonitten+ Sanbalʹlats+ svigersøn. Derfor jog jeg ham bort fra mig.+

29 Husk dem, min Gud, for at have besmittet+ præstedømmet og præstedømmets* og levitternes+ pagt.*+

30 Og jeg rensede+ dem for alt fremmed, hvorpå jeg opstillede hvilke pligter der gjaldt for præsterne og levitterne, for dem hver især i deres arbejde,+ 31 og for leveringen* af træ+ på faste tider og for de første modne afgrøder.

Min Gud, husk det til gunst for mig.+