2. Krønikebog

30 Derpå sendte Ezekiʹas bud til hele Israel+ og Juda, ja, han skrev endog breve til Eʹfraim+ og Manasʹse,+ om at komme til Jehovas hus+ i Jerusalem for at holde påske+ for Jehova, Israels Gud. 2 Imidlertid besluttede kongen og hans fyrster+ og hele menigheden+ i Jerusalem at holde påsken i den anden måned;+ 3 for de var ikke i stand til at holde den på det tidspunkt,+ da præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt antal+ og folket ikke havde samlet sig i Jerusalem. 4 Så både i kongens og i hele menighedens øjne var det ret at gøre sådan.+ 5 De vedtog altså at lade et opråb*+ gå gennem hele Israel, fra Beʹer-Sjeʹba+ til Dan,+ om at komme og holde påske for Jehova, Israels Gud, i Jerusalem; for de havde ikke gjort dette i stort tal,+ sådan som der står skrevet.+

6 Følgelig drog løberne+ af sted med brevene fra kongens og hans fyrsters+ hånd gennem hele Israel og Juda, ja, på kongens bud, idet de sagde: „Israels sønner, vend om+ til Jehova, Abrahams, Isaks og Israels Gud,+ så han vender om til de undslupne+ der er tilbage af jer fra Assyriens kongers hånd.+ 7 Og vær ikke som jeres fædre+ eller som jeres brødre der handlede troløst mod Jehova, deres forfædres Gud, så han gjorde dem til noget man forfærdes over,+ sådan som I ser. 8 Nu må I ikke gøre jeres nakke stiv+ som jeres fædre. Ræk Jehova hånden+ og kom til hans helligdom+ som han har helliget+ til fjerne tider, og tjen+ Jehova jeres Gud, så hans brændende vrede+ vender sig fra jer. 9 For når I vender om+ til Jehova, vil jeres brødre og jeres sønner finde barmhjertighed+ hos dem der holder dem fangne, og få lov at vende tilbage til dette land;+ for Jehova jeres Gud er nådig+ og barmhjertig,+ og han vil ikke vende sig bort fra jer hvis I vender om til ham.“+

10 Således fortsatte løberne+ fra by til by, gennem Eʹfraims+ og Manasʹses land, lige til Zeʹbulon; men man gjorde sig lystig over dem og gjorde nar af dem.+ 11 Kun enkelte+ fra Aʹser og Manasʹse og fra Zeʹbulon ydmygede+ sig og kom til Jerusalem. 12 Desuden var den [sande] Guds hånd [virksom] i Juda for at give dem ét hjerte,+ så de overholdt kongens og fyrsternes bud+ angående Jehovas sag.+

13 Så samledes de i Jerusalem,+ et talrigt folk, for at holde de usyrede brøds højtid+ i den anden+ måned, en meget talrig menighed. 14 Og de rejste sig og fjernede altrene+ som var i Jerusalem, og alle røgelsesaltrene+ fjernede de og kastede i Keʹdrons Regnflodsdal.+ 15 Derpå slagtede de påske[offeret]+ på den fjortende [dag] i den anden måned; og præsterne og levitterne var blevet skamfulde, så de helligede+ sig og bragte brændofre til Jehovas hus. 16 Derpå stod+ de på deres pladser som det var foreskrevet dem ifølge den [sande] Guds mand* Moses’ lov, idet præsterne+ foretog bestænkningen med blodet som de fik af levitterne. 17 For der var mange i menigheden der ikke havde helliget sig; og levitterne+ stod for slagtningen af påske[ofrene]+ for alle der ikke var rene, for at hellige [ofrene] til Jehova. 18 Der var nemlig et stort antal af folket, mange fra Eʹfraim+ og Manasʹse,+ Isʹsakar og Zeʹbulon,+ der ikke havde renset+ sig, for de spiste ikke påske[måltidet] som der står skrevet,+ men Ezekiʹas bad for dem,+ idet han sagde: „Måtte Jehova, som er god,+ undskylde 19 enhver som i sit hjerte+ tager et fast standpunkt for at søge den [sande] Gud, Jehova, sine forfædres Gud, skønt [han er] uden den renselse der gælder for det hellige.“+ 20 Da hørte Jehova Ezekiʹas og helbredte folket.+

21 Israels sønner som var til stede i Jerusalem holdt da de usyrede brøds højtid+ i syv dage med stor fryd;+ og levitterne+ og præsterne+ sang lovsange til Jehova dag efter dag, med kraftigt lydende instrumenter [til pris] for Jehova.+ 22 Endvidere talte Ezekiʹas opmuntrende+ til alle levitterne, til dem som udviste god indsigt [i tjenesten] for Jehova.+ Så fejrede de festtiden med spisning i syv dage,+ idet de ofrede fællesskabsofre+ og aflagde bekendelse+ over for Jehova, deres forfædres Gud.

23 Derpå besluttede hele menigheden+ at holde [højtid] i syv dage til,+ og det gjorde de så i syv dage med fryd. 24 For kong Ezekiʹas af Juda gav et tusind tyre og syv tusind får som bidrag+ til menigheden, og fyrsterne+ gav et tusind tyre og ti tusind får som bidrag til menigheden; og præster+ blev ved med at hellige sig i stort tal. 25 Og hele Judas+ menighed og præsterne og levitterne+ og hele menigheden der kom fra Israel+ samt de fastboende udlændinge*+ der kom fra Israels land+ og de der boede i Juda frydede sig,+ 26 og der blev stor fryd i Jerusalem, for siden Davids søn kong Salomon af Israels dage+ var der ikke sket noget som dette i Jerusalem.+ 27 Til sidst rejste præsterne, levitterne, sig og velsignede+ folket, og deres røst blev hørt, og deres bøn nåede Hans hellige bolig, himmelen.+