Galaterne
2 Derefter, fjorten år senere, tog jeg igen op til Jerusalem+ sammen med Barʹnabas,+ idet jeg også tog Titus med mig. 2 Men jeg tog derop som følge af en åbenbaring.+ Og jeg forelagde dem den gode nyhed som jeg forkynder* blandt nationerne,+ men privat, for dem som var ansete, af frygt for at jeg måske løb+ eller havde løbet forgæves.+ 3 Imidlertid blev ikke engang Titus,+ som var sammen med mig, tvunget til at blive omskåret,+ skønt han var græker. 4 Men på grund af de i stilhed indførte falske brødre,+ som havde listet sig ind for at udspionere den frihed+ som vi har i samhørighed med Kristus Jesus, så de helt kunne trælbinde+ os — 5 dem gav vi ikke i underkastelse efter for,+ nej ikke for en time, for at den gode nyheds sandhed+ kunne forblive hos jer.
6 Men fra deres side som ansås for at være noget+ — hvad slags mennesker de tidligere har været er mig uden forskel;+ Gud* tager ikke efter et menneskes ydre+ — mig meddelte de ansete mænd altså intet nyt. 7 Nej, tværtimod, da de så at jeg havde fået betroet+ den gode nyhed til de uomskårne,*+ ligesom Peter [havde fået den] til de omskårne*+ — 8 han som gav Peter kraft til et apostelhverv blandt de omskårne, gav nemlig også mig kraft+ dertil blandt dem som hører til nationerne — 9 ja, da Jakob+ og Keʹfas og Johannes, de som ansås for at være søjler,+ fik kendskab til den ufortjente godhed+ der var givet mig,+ gav de mig og Barʹnabas+ højre hånd [som tegn] på fællesskab,+ for at vi skulle gå til nationerne, men de til de omskårne. 10 Blot skulle vi huske de fattige.+ Netop dette har jeg også bestræbt mig for at gøre.+
11 Men da Keʹfas+ kom til Antioʹchia,+ modstod jeg ham* ansigt til ansigt, for domfældt var han.+ 12 Før der kom nogle fra Jakob,+ plejede han nemlig at spise+ sammen med folk fra nationerne; men da de kom, begyndte han at trække sig tilbage og at skille sig ud af frygt+ for dem som hørte til de omskårne.*+ 13 De andre jøder sluttede sig også til ham i dette hykleri,+ så at endog Barʹnabas+ blev ført med af deres hykleri. 14 Men da jeg så at de ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed,+ sagde jeg til Keʹfas i alles påhør:+ „Hvis du, skønt du er jøde, lever som folk fra nationerne og ikke som jøderne, hvordan kan du da søge at tvinge folk fra nationerne til at følge jødisk skik?“+
15 Vi som af natur er jøder+ og ikke syndere+ fra nationerne, 16 og som véd at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt*+ på grundlag af lovgerninger, men kun ved tro+ på Kristus Jesus, også vi har sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro på Kristus+ og ikke som følge af lovgerninger, for som følge af lovgerninger vil intet kød blive erklæret retfærdigt.+ 17 Men hvis vi i vor søgen efter at blive erklæret retfærdige ved hjælp af Kristus,+ også selv blev fundet at være syndere,+ er Kristus så en syndens tjener?+ Måtte det aldrig ske! 18 For hvis jeg igen opbygger netop det jeg engang nedbrød,+ viser jeg at jeg selv er en overtræder.+ 19 For selv er jeg ved loven død for loven,+ for at jeg kunne blive levende for Gud.+ 20 Jeg er pælfæstet* sammen med Kristus.+ Det er ikke længere mig der lever,+ men det er Kristus der lever i samhørighed med mig.+ Ja, det liv jeg nu lever+ i kødet, lever jeg ved den tro der er rettet mod Guds søn, som elskede mig og overgav sig selv for mig.+ 21 Jeg fejer ikke Guds ufortjente godhed til side;+ hvis nemlig retfærdighed fås ved lov,+ døde Kristus jo for intet.+