Job

10 Min sjæl er led ved livet.+

Jeg vil give luft for min bekymring over mig selv.*

Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.

 2 Jeg vil sige til Gud:* ’Kend mig ikke skyldig.

Lad mig vide hvorfor du strides med mig.

 3 Mener du at det er godt at du begår uret,+

at du forkaster det dine hænder* har slidt med,+

og at du lader dit lys skinne på de ugudeliges planer?

 4 Har du øjne+ af kød,

og ser du som dødelige mennesker ser?+

 5 Er dine dage som dødelige menneskers dage,+

og dine år som en våbenfør mands dage,

 6 siden du leder efter min brøde

og søger efter min synd,+

 7 selv om du ved at jeg ikke er skyldig+

og at ingen udfrier af din hånd?+

 8 Det var dine hænder der formede mig og frembragte mig+

helt og fuldt, og dog vil du opsluge mig.

 9 Husk dog at du har frembragt mig af ler,+

og du lader mig vende tilbage til støvet.+

10 Hældte du mig ikke op som mælk

og lod mig stivne som ost?+

11 Du klædte mig med hud og kød

og vævede mig af knogler og sener.+

12 Liv og loyal hengivenhed har du skænket mig,+

og din omsorg+ har vogtet min ånd.*

13 Men dette har du gemt i dit hjerte.

Jeg ved at det er hos dig.

14 Hvis jeg har syndet og du har vogtet på mig,+

vil du ikke frikende mig for min brøde.+

15 Hvis jeg er skyldig — ve mig!+

Og har jeg ret, må jeg dog ikke løfte mit hoved,+

mæt af vanære, fyldt med nød.+

16 Og knejser [mit hoved],+ jager du mig som en ungløve,+

og du vil igen vise dine undere på mig.

17 Du vil føre nye vidner for dig* frem imod mig,

og du vil græmme dig endnu mere over mig;

genvordighed på genvordighed* er over mig.

18 Så hvorfor lod du mig komme ud af moders skød?+

Jeg kunne have udåndet,* så intet øje havde set mig;

19 jeg ville være blevet som om jeg aldrig havde været til;

man ville have bragt mig til graven fra [moders] liv.’

20 Er mine dage ikke få?+ Lad ham holde inde;

lad ham vende blikket fra mig, så jeg kan få lidt glæde igen+

21 før jeg går bort — og jeg vender ikke tilbage+ —

til det mørke og dystre land,*+

22 landet hvor det dunkle er som mulmet, hvor der er dystert mørke

og ingen orden, og hvor lyset der skinner, er som mulmet.“