Hoseas
2 Sig til jeres brødre: ’Mit folk!’*+ og til jeres søstre: ’Der er blevet vist hende barmhjertighed!’*+ 2 Før sag mod jeres moder;+ før sag, for hun er ikke min hustru,*+ og jeg er ikke hendes mand.*+ Og hun burde fjerne utugten fra sig og ægteskabsbruddene fra sine bryster,+ 3 for at jeg ikke skal klæde hende nøgen+ og stille hende frem som den dag hun blev født+ og gøre hende til en ørken+ og forvandle hende til et udtørret land+ og lade hende dø af tørst.+ 4 Og hendes sønner vil jeg ikke vise barmhjertighed,+ for de er skøgesønner.+ 5 Deres moder har jo bedrevet utugt.+ Hun som undfangede dem, har handlet skammeligt,+ for hun sagde: ’Jeg vil gå efter mine elskere,+ dem som giver mig mit brød og mit vand, min uld og mit lærred, min olie og det jeg drikker.’+
6 Se, derfor indhegner jeg din vej med torne og spærrer for hende med en stenmur,+ så hun ikke kan finde sine stier.+ 7 Og hun vil løbe efter sine elskere, men hun indhenter dem ikke;+ og hun vil søge efter dem, men hun finder dem ikke. Og hun skal sige: ’Jeg vil gå tilbage+ til min første mand,+ for da havde jeg det bedre end nu.’+ 8 Men hun erkender ikke+ at det var mig der gav hende kornet og den nye vin og olien,+ og at jeg havde øget hendes sølv og guldet de brugte til Baʹal.*+
9 ’Derfor vil jeg til sin tid tage mit korn tilbage og til den fastsatte tid min nye vin,+ og jeg vil rive min uld og mit lærred der skulle dække hendes nøgenhed, bort.+ 10 Og nu blotter jeg hendes kønsdele for øjnene af hendes elskere,+ og ingen* kan rive hende ud af min hånd.+ 11 Og jeg vil bringe al hendes glæde,+ hendes højtid,+ hendes nymåne+ og hendes sabbat og enhver af hendes festtider til ophør. 12 Og jeg vil ødelægge hendes vinstok+ og hendes figentræ,+ om hvilke hun har sagt: „De er en gave til mig, som mine elskere har givet mig;“ og jeg gør dem til en skov,+ og markens vilde dyr skal fortære dem. 13 Og jeg vil kræve hende til regnskab+ for ba’alernes*+ dage da hun bragte røgofre+ til dem, da hun pyntede sig med sin ring og sit smykke+ og gik efter sine elskere,+ men glemte mig,’+ lyder Jehovas udsagn.
14 ’Se, derfor overtaler jeg hende, og jeg vil få hende til at gå ud i ørkenen,+ og jeg vil tale til hendes hjerte.+ 15 Og jeg vil fra da af give hende hendes vingårde+ og Aʹkors* Lavning*+ som en indgang til håb; og dér vil hun svare som i sin ungdoms dage+ og som på den dag hun drog op fra Ægyptens land.+ 16 Og på den dag,’ lyder Jehovas udsagn, ’vil du kalde [mig] „Min mand“,* og du vil ikke mere kalde mig „Min ejer“.’*+
17 ’Og jeg vil fjerne ba’alernes navne fra hendes mund,+ og de vil ikke mere blive husket* ved deres navn.+ 18 Og på den dag slutter jeg en pagt for dem med markens vilde dyr+ og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr, og bue og sværd og krig vil jeg splintre [og fjerne] fra landet,+ og jeg lader dem lægge sig trygt.+ 19 Og jeg forlover mig med dig for altid,+ og jeg forlover mig med dig med retfærdighed og med ret og med loyal hengivenhed* og med barmhjertighed.+ 20 Og jeg forlover mig med dig med trofasthed; og du skal kende Jehova.*+
21 Og på den dag vil jeg svare,’ lyder Jehovas udsagn, ’jeg vil svare himmelen, og den vil svare jorden;+ 22 og jorden vil svare kornet+ og den nye vin og olien; og de vil svare Jizʹre’el [= Gud vil så sæd].+ 23 Og jeg vil så hende ud på jorden som sæd der tilhører mig,+ og jeg vil vise barmhjertighed mod hende som der ikke blev vist barmhjertighed,*+ og jeg vil sige til ham som ikke er mit folk:* „Du er mit folk!“+ og han* vil sige: „[Du er] min Gud!“’“*+