2. Mosebog
2 I mellemtiden gik en mand af Leʹvis hus hen og tog en Leʹvis datter til ægte.+ 2 Og kvinden blev gravid og fødte en søn. Da hun så hvor godt han så ud, holdt hun ham skjult+ i tre månemåneder.+ 3 Men da hun ikke længere var i stand til at skjule ham,+ tog hun en ark* af papyrus til ham og smurte den med asfalt og beg+ og anbragte barnet i den og satte den mellem sivene+ ved Nilens bred. 4 Derpå stillede hans søster sig et stykke derfra for at finde ud af hvad man ville gøre med ham.+
5 Senere kom Faraos datter ned for at bade i Nilen, og hendes piger spadserede imens langs Nilen. Hun fik da øje på arken inde imellem sivene og sendte sin trælkvinde af sted så hun kunne hente den.+ 6 Da hun åbnede den, så hun barnet, og se, drengen græd. Da fik hun medlidenhed med ham,+ skønt hun sagde: „Det er et af hebræernes børn.“ 7 Så sagde hans søster til Faraos datter: „Skal jeg gå hen og kalde på en amme til dig blandt de hebraiske kvinder, så hun kan amme barnet for dig?“ 8 Da sagde Faraos datter til hende: „Gå!“ Straks gik den unge pige hen og kaldte på barnets moder.+ 9 Faraos datter sagde så til hende: „Tag dette barn med dig og am det for mig, og jeg vil selv give dig din løn.“+ Så tog kvinden barnet og ammede det. 10 Og barnet voksede op. Med tiden bragte hun ham til Faraos datter, og han blev som en søn for hende;+ og hun gav ham navnet Moses* og sagde: „Det er fordi jeg har trukket ham op af vandet.“+
11 Så skete det i de dage, da Moses var blevet voksen, at han gik ud til sine brødre og så på deres byrdefulde arbejde;+ og han fik da øje på en ægypter som slog en hebræer, en af hans brødre.+ 12 Da vendte han sig om til alle sider og så at der ikke var nogen. Derpå slog han ægypteren ihjel og gemte ham i sandet.+
13 Imidlertid gik han derud den følgende dag, og se, der var to hebraiske mænd som sloges. Så sagde han til ham der havde uret: „Hvorfor slår du din kammerat?“+ 14 Hertil sagde han: „Hvem har sat dig til fyrste og dommer over os?+ Tænker du på at dræbe mig,* sådan som du dræbte ægypteren?“*+ Da blev Moses bange og sagde: „I sandhed, sagen er blevet kendt!“+
15 Med tiden fik Farao dette at høre og søgte at dræbe Moses;+ men Moses flygtede+ fra Farao for at bosætte sig i* Midʹjans+ land; og han satte sig ved en brønd. 16 Nu havde præsten+ i Midʹjan syv døtre, og som sædvanlig kom de og trak vand op og fyldte renderne for at vande deres faders småkvæg.+ 17 Og som sædvanlig kom hyrderne og drev dem bort. Da rejste Moses sig og kom kvinderne til undsætning* og vandede deres småkvæg.+ 18 Da de nu kom hjem til Reʹuel,+ deres fader, udbrød han: „Hvordan kan det være I er kommet så hurtigt hjem i dag?“ 19 Hertil sagde de: „En ægypter+ udfriede os af hyrdernes hånd, ja, han trak oven i købet vand op til os og vandede småkvæget.“ 20 Da sagde han til sine døtre: „Men hvor er han? Hvorfor har I dog ladt manden tilbage? Kald på ham så han kan få noget at spise.“+ 21 Moses viste sig derpå villig til at bo hos manden, og han gav sin datter Zippoʹra+ til Moses. 22 Senere fødte hun en søn, og han gav ham navnet Gerʹsjom,*+ for, sagde han: „En fastboende udlænding er jeg blevet i et fremmed land.“+
23 I løbet af disse mange dage døde så Ægyptens konge,+ men Israels sønner sukkede stadig på grund af trællearbejdet og udstødte klageskrig,+ og deres råb om hjælp steg op til den [sande] Gud på grund af trællearbejdet.+ 24 Og Gud hørte+ deres stønnen,+ og Gud huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob.+ 25 Gud så da til Israels sønner og Gud var opmærksom [på dem].*