Job

39 Kender du tidspunktet for hvornår stenbukkene på klippebjergene skal føde?+

Tager du vare på hvornår hinderne føder under veer?+

 2 Tæller du hvor mange måneskifter der går for dem,

eller kender du det tidspunkt de føder?

 3 De bøjer sig, kaster deres unger,

befrier sig for deres smerter.*

 4 Deres unger bliver hårdføre; de vokser op i det åbne land.

De drager ud og kommer ikke tilbage til dem.

 5 Hvem har sat zebraen+ fri,

og hvem har løst vildæselets bånd,

 6 det jeg har givet ørkensletten som hus

og hvis boliger er saltlandet?+

 7 Det ler ad stadens larm;

driverens larmen+ hører det ikke.

 8 Det spejder i bjergene efter et sted at græsse+

og søger efter al slags grønt.+

 9 Er vildoksen villig til at tjene dig?+

Mon den vil overnatte ved din krybbe?

10 Kan du binde vildoksen fast i plovfuren med dens reb?

Mon den vil harve+ lavningerne efter dig?

11 Vil du stole på den — for den har mange kræfter —

og vil du overlade den dit slid?

12 Kan du tro på den, at den vil bringe din udsæd tilbage

og at den vil samle til din tærskeplads?

13 Slår hunstrudsen glad med vingen?

Mon den har storkens+ svingfjer og fjerdragt?

14 Nej, den overlader sine æg til jorden

og holder dem varme i støvet

15 og tænker ikke på at en fod kan knuse dem

og at markens vilde dyr kan træde på dem.

16 Den behandler sine unger hårdt, som om de ikke var dens egne;+

dens slid er forgæves, [for den nærer] ingen rædsel.

17 For Gud* har ladet den glemme visdom

og har ikke tildelt den forstand.+

18 Når det gælder, basker den højt [med vingerne];

den ler ad hest og rytter.

19 Kan du give hesten styrke?+

Kan du klæde dens hals med en brusende manke?*

20 Kan du få den til at springe som græshoppen?

Dens værdige fnysen er skrækindjagende.+

21 Den stamper*+ i lavningen og glæder sig over [sine] kræfter;

den drager ud for at møde våbenmagt.+

22 Den ler ad rædsel og skræmmes ikke;+

den vender heller ikke om på grund af sværdet.

23 Koggeret rasler imod den,

spyddets blad og kastespyddet.

24 Trampende og ophidset farer den hen over jorden,

og den tror ikke at det er hornets klang.

25 Så snart hornet lyder, siger den: ’Aha!’

og den lugter kampen i det fjerne,

øversternes* torden og krigsråbet.+

26 Er det ved din forstand at falken flyver højt,

at den breder sine vinger ud for søndenvinden?

27 Mon det er på din befaling at ørnen+ stiger til vejrs,

og at den bygger sin rede højt oppe,+

28 at den bor i klippebjergene og tilbringer natten

på klippebjergenes tinder, ja, et utilgængeligt sted?

29 Derfra søger den føde;+

dens øjne spejder vidt omkring;

30 dens unger hugger blodet i sig;

hvor de slagne er, dér er den.“+