1. Mosebog
15 Efter disse begivenheder kom Jehovas ord til Aʹbram i et syn,+ og det lød: „Frygt ikke,+ Aʹbram. Jeg er skjold for dig.+ Din belønning vil blive meget stor.“*+ 2 Da sagde Aʹbram: „Suveræne Herre Jehova,* hvad vil du give mig, eftersom jeg går barnløs bort og det er en mand fra Damaskus, Elieʹzer,+ der skal tage mit hus i besiddelse?“ 3 Og Aʹbram tilføjede: „Se! Du har ikke givet mig noget afkom,+ og se! en søn+ af min husstand kommer til at arve mig.“ 4 Men hør! Jehovas ord til ham lød: „Denne mand kommer ikke til at arve dig, men en der udgår fra dit eget indre* kommer til at arve dig.“+
5 Så førte han ham udenfor og sagde: „Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne, hvis du da kan tælle dem.“+ Og han sagde videre til ham: „Således vil dit afkom blive.“+ 6 Og han troede* på Jehova;+ da tilregnede han ham det som retfærdighed.+ 7 Og han sagde yderligere til ham: „Jeg er Jehova, som førte dig ud af kaldæernes Ur for at give dig dette land i eje.“+ 8 Hertil sagde han: „Suveræne Herre Jehova,* hvordan kan jeg vide at jeg skal tage det i eje?“+ 9 Da sagde han til ham: „Tag mig* en treårs kvie og en treårs ged og en treårs vædder og en turteldue og en dueunge.“+ 10 Så tog han alle disse til ham og skar dem midt over og lagde hver del over for den der svarede til den, men fuglene skar han ikke over.+ 11 Og rovfuglene slog ned på de døde kroppe,+ men Aʹbram blev ved med at jage dem væk.
12 Da solen var ved at gå ned, faldt en dyb søvn over Aʹbram,+ og se! et skrækindjagende stort mørke* faldt over ham. 13 Da sagde han til Aʹbram: „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres;+ og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år.+ 14 Men den nation som de kommer til at tjene, dømmer jeg,+ og derefter vil de vandre ud med mange ejendele.+ 15 Og du selv vil gå til dine forfædre i fred; du vil blive begravet i en god alderdom.+ 16 Og i fjerde generation vil de vende tilbage hertil,+ for amoritternes brøde er endnu ikke fuldstændig.“+
17 Da solen omsider var gået ned, kom der et tæt mørke, og se, der var en rygende ovn og en brændende fakkel som passerede mellem disse stykker.+ 18 På den dag sluttede* Jehova en pagt+ med Aʹbram der lød: „Dit afkom giver jeg hermed dette land,+ fra Ægyptens flod til den store flod, Euʹfratfloden:+ 19 kenitterne+ og kenizzitterne og kadmonitterne 20 og hetitterne+ og perizzitterne+ og refaitterne+ 21 og amoritterne og kana’anæerne og girgasjitterne og jebusitterne.“+