Habakkuk
3 Profeten Haʹbakkuks bøn i form af klagesange:* 2 Jehova, jeg har hørt om dit ry.+ Jeg er kommet til at frygte dit virke, Jehova.+
Bring det til live i årenes midte! Måtte du gøre det kendt i årenes midte! Måtte du huske at vise barmhjertighed under opbragt vrede!+
3 Gud* kom fra Teʹman,* ja, den Hellige fra Paʹrans bjerge.+ Seʹla.*+
Hans værdighed dækkede himmelen;+ og jorden var fuld af hans pris.+
4 Lysskæret [om ham]* var som dagslyset.+ To lysstråler* [brød frem] fra hans hånd, og dér var hans styrke skjult.+
5 Foran ham vandrede pest,+ og feberbrand udgik ved hans fødder.+
6 Han stod stille og fik jorden til at ryste.+ Han så og fik nationerne til at springe.+
Og de evige bjerge knustes;+ de evigvarende høje sank.+ De ældgamle stier tilhører ham.
7 Jeg så Kuʹsjans* telte ramt af fortræd. Teltdugene i Midʹjans land+ bævede.+
8 Er det floderne, Jehova, er det floderne din vrede er blusset op imod,+ eller er det havet din heftige vrede er rettet imod?+ For du red af sted på dine heste;+ dine stridsvogne var frelse.+
9 Nøgen bliver din bue blottet.+ Stammernes svorne eder er dét der siges.*+ Seʹla. Med floder kløvede du jorden.+
10 Bjerge så dig; de vred sig i veer.+ Et tordenvejr der gav vand, fejede forbi. Havdybet* lod sin røst lyde.+ Højt løftede det sine hænder.
11 Sol — måne — stod stille+ i [deres] ophøjede bolig.+ Som lys fløj dine pile.+ Som klart lys var dit lynende spyd.+
12 Med fordømmelse skred du frem over jorden. I vrede tærskede du nationerne.+
13 Og du drog ud for at frelse dit folk,+ for at frelse din salvede.* Du sønderslog overhovedet for den ugudeliges hus.+ Grundvolden blev blotlagt, helt op til halsen.+ Seʹla.
14 Med hans egne stave gennemborede+ du hans krigeres hoved [da] de stormede frem for at sprede mig.+ Deres glædeshyl lød som ville de fortære den nødstedte på skjulestedet.+
15 Du trådte ud i havet med dine heste, [ud i] de vældige vandmasser.+
16 Jeg hørte det, og mit indre bævede; ved lyden skælvede mine læber; der kom råddenskab i mine knogler;+ og dér hvor jeg stod bævede jeg, fordi jeg skulle vente roligt på* trængselens dag,+ på at [han] drager op mod folket+ [og] trænger ind på det.
17 Selv om figentræet ikke blomstrer,+ og der ingen afgrøde er på vinstokkene; [selv om] arbejdet med oliventræet slår fejl, og terrasserne ikke frembringer nogen føde;+ [selv om] småkvæget rives bort fra folden, og der intet hornkvæg er i indhegningerne+ —
18 vil jeg dog juble af glæde over Jehova;+ jeg vil juble over min frelses Gud.*+
19 Jehova, den suveræne Herre, er min livskraft;+ og han lader mine fødder være som hindernes,+ og han lader mig færdes på mine høje.+
Til dirigenten; på mine strengeinstrumenter.