Af David.
35 Før sag, Jehova, mod dem der fører sag mod mig;+
kæmp mod dem der kæmper mod mig.+
2 Grib det lille og det store skjold,+
og stå frem, [kom] mig til hjælp,+
3 og tag spyd og dobbeltøkse frem, for at møde dem der forfølger mig.+
Sig til min sjæl: „Jeg er din frelse.“+
4 Lad dem der efterstræber min sjæl blive til skamme og blive ydmyget.+
Lad dem der udtænker en ulykke for mig, trække sig tilbage og blive beskæmmede.+
5 Lad dem blive som avner for vinden,+
når Jehovas engel fordriver [dem].+
6 Lad deres vej være [i] mørke og [på] glatte steder,+
når Jehovas engel forfølger dem.
7 For uden grund lagde de skjult deres faldgrube med net for mig;+
uden grund gravede de den for min sjæl.+
8 Lad ødelæggelse komme over ham uden at han ved det,+
og lad hans net som han skjulte, fange ham selv;+
lad ham falde deri ved [sin] ødelæggelse.+
9 Men måtte min sjæl juble over Jehova;+
måtte den glæde sig over hans frelse.+
10 Måtte alle mine knogler sige:+
„Jehova, hvem er som du,+
der udfrier den nødstedte fra den der er stærkere end han,+
og den nødstedte og fattige fra den der plyndrer ham med magt?“+
11 Voldsvidner står frem;+
hvad jeg ikke har haft kendskab til, det spørger de mig om.+
12 De gengælder mig med ondt for godt,+
tab for min sjæl.+
13 Men når de var syge, var min klædning af sækkelærred;+
med faste spægede jeg min sjæl,+
og min bøn vendte tilbage til mit bryst.+
14 Som for min ven, som for min broder,+
har jeg gået [sørgende] omkring, som en der sørger over [sin] moder.+
Bedrøvet bøjede jeg mig.
15 Men ved min halten har de frydet sig og samlet sig;+
de samlede sig mod mig,+
de der slog [mig] ned da jeg ikke vidste det;+
de sønderrev [mig] og tav ikke stille.+
16 Blandt frafaldne der gør nar for en kage,+
skar man tænder ad mig.+
17 Jehova, hvor længe vil du se [på dette]?+
Bring min sjæl tilbage fra deres ødelæggelser,+
min eneste+ fra unge løver med manke.
18 Jeg vil prise dig i den store menighed;+
jeg vil lovsynge dig i et talrigt folk.+
19 Lad ikke dem der uberettiget er mine fjender, fryde sig over mig;+
lad ikke dem der hader mig uden grund, blinke med øjet.+
20 For det er ikke fred de taler;+
men mod de stilfærdige på jorden
udtænker de svigefulde ting.+
21 Og mod mig lukker de munden vidt op.+
De har sagt: „Aha! Aha! vort øje har set det.“+
22 Du har set det, Jehova.+ Vær ikke tavs.+
Jehova, hold dig ikke langt borte fra mig.+
23 Lad dig vække, ja, vågn op for [at hævde] min ret,+
min Gud, ja, Jehova, for [at føre] min sag.+
24 Døm mig efter din retfærdighed, Jehova, min Gud,+
og lad dem ikke fryde sig over mig.+
25 Lad dem ikke sige i deres hjerte: „Aha, vor sjæl!“+
Lad dem ikke sige: „Vi har opslugt ham.“+
26 Lad dem der fryder sig over min ulykke,+ blive til skamme og beskæmmes hver og én.+
Lad dem der hoverer over mig,+ blive klædt i skam og ydmygelse.+
27 Måtte de der har behag i min retfærdighed, råbe af glæde og fryde sig,+
og måtte de til stadighed sige:+
„Lad Jehova være stor, han som har behag i sin tjeners fred.“+
28 Og måtte min tunge tale dæmpet om din retfærdighed,+
hele dagen [nynne] din lovsang.+