En bøn af den nødstedte når han bliver svag og udøser sin bekymring for Jehovas ansigt.+
102 Jehova, hør min bøn;+
og måtte mit råb om hjælp nå frem til dig.+
2 Skjul ikke dit ansigt for mig den dag jeg er hårdt trængt.+
Bøj dit øre til mig;+
svar mig hurtigt den dag jeg kalder.+
3 For mine dage er svundet som røg,+
og mine knogler gløder som et ildsted.+
4 Mit hjerte bliver slået ned som planterne og udtørres,+
for jeg glemmer at spise min mad.+
5 På grund af min højlydte sukken+
klæber mine knogler til mit kød.+
6 Jeg ligner pelikanen i ørkenen.+
Jeg er blevet som den lille ugle på øde steder.
7 Jeg er udtæret,
og jeg er som en ensom fugl på taget.+
8 Dagen lang har mine fjender smædet mig.+
De der håner mig har svoret ved mig.+
9 For det er aske jeg har spist som brød;+
og det jeg drikker har jeg blandet med gråd;+
10 [det er] på grund af din fordømmelse og din harme;+
for du har løftet mig op og vil kaste mig bort.+
11 Mine dage [går på hæld] som skyggen der bliver lang,+
og jeg selv udtørres som planterne.+
12 Men du, Jehova, bliver boende evindelig,+
og dit minde består generation efter generation.+
13 Du vil stå frem [og] være barmhjertig mod Zion,+
for tiden er inde til at have medlidenhed med det,
for den fastsatte tid er kommet.+
14 For dine tjenere holder af dets sten,+
og de har medlidenhed med dets støv.+
15 Og nationerne vil frygte Jehovas navn,+
og alle jordens konger din herlighed.+
16 For Jehova skal opbygge Zion;+
han skal vise sig i sin herlighed.+
17 Han vender sig mod de nøgnes bøn+
og ringeagter ikke deres bøn.+
18 Dette skrives til den kommende generation;+
og det folk der skabes vil lovsynge Jah.+
19 For han har set ned fra sit hellige [og] høje sted,+
fra himmelen har Jehova betragtet jorden+ —
20 for at høre fangens stønnen,+
for at slippe de dødsdømte fri,+
21 for at Jehovas navn kan blive forkyndt i Zion+
og hans pris i Jerusalem,+
22 når folkeslagene bliver samlet sammen,+
og rigerne — så de kan tjene Jehova.+
23 På vejen har han kuet min kraft;+
han har afkortet [rækken af] mine dage.+
24 Jeg sagde: „Min Gud,
ryk mig ikke op midt i mine dage;+
dine år [strækker sig] generation efter generation.+
25 For længe siden grundlagde du jorden,+
og himmelen er dine hænders værk.+
26 De vil gå til grunde, men du vil blive stående;+
som en klædning vil de alle slides op.+
Som en dragt vil du skifte dem ud, ja, de udskiftes.+
27 Men du er den samme, og dine år slipper ikke op.+
28 Dine tjeneres sønner bliver boende;+
og deres afkom grundfæstes for dit ansigt.“+