Ezekiel

11 Da løftede en ånd+ mig og bragte mig til den østlige port i Jehovas hus, den der vender mod øst,+ og se, i indgangen til porten var der femogtyve mænd,*+ og iblandt dem så jeg Ja’azanʹja, Azʹzurs søn, og Pelatʹja,* Benaʹjas* søn, fyrster over folket.+ 2 Så sagde han* til mig: „Menneskesøn, det er de mænd* som udtænker ondskab og lægger onde råd op mod denne by;+ 3 de siger: ’Er tiden til at bygge huse ikke nær?+ [Byen]* er gryden,+ og vi er kødet.’

4 Profetér derfor imod dem. Profetér, menneskesøn!“+

5 Da faldt Jehovas ånd* på mig,+ og han sagde videre til mig: „Sig: ’Således har Jehova sagt:+ „I har ret i det I siger, I der hører til Israels hus; og med hensyn til det der stiger op i jeres ånd* — jeg kender den.*+ 6 I har ladet jeres slagne i denne by blive mange, og I har fyldt dens gader med slagne.“’“+ 7 „Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Jeres slagne som I har lagt inde i [byen],* de er kødet,+ og den er gryden;+ og jer vil man føre ud* af den.’“+

8 „’I frygter sværdet,+ og jeg lader sværdet komme over jer,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+ 9 ’Og jeg vil føre jer ud af den og give jer i fremmedes hånd+ og eksekvere straffedomme over jer.+ 10 Ved sværdet skal I falde.+ Ved Israels grænse*+ vil jeg dømme jer; og I skal vide at jeg er Jehova.+ 11 [Byen] skal ikke være en gryde+ for jer, og I skal ikke* være kødet i den. Ved Israels grænse* vil jeg dømme jer, 12 og I skal vide at jeg er Jehova, for I vandrede ikke efter mine forordninger og I handlede ikke efter mine lovbud,+ men efter de lovbud som nationerne rundt om jer har, handlede I.’“+

13 Og det skete mens jeg profeterede, at Pelatʹja, Benaʹjas* søn, døde;+ da faldt jeg på mit ansigt og råbte med høj røst+ og sagde: „Ak, suveræne Herre Jehova!+ er du ved at gøre ende på dem der er tilbage af Israel?“+

14 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 15 „Menneskesøn, dine brødre,+ ja, dine brødre, de mænd* du har ret og pligt til at være genløser for, ja, hele Israels hus, dem alle, det er til dem Jerusalems indbyggere har sagt: ’Hold jer borte fra Jehova. Os tilhører det; landet er givet [os] i eje;’+ 16 sig derfor: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Skønt jeg har ført dem langt bort blandt nationerne, og skønt jeg har spredt dem i landene,+ vil jeg dog en kort tid* være dem en helligdom i de lande de er kommet til.“’+

17 Sig derfor: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Jeg vil også samle jer fra folkeslagene og føre jer sammen fra de lande som I er blevet spredt i, og jeg vil give jer Israels jord.+ 18 Og de skal komme dertil og fjerne alle dets afskyeligheder og alle dets vederstyggeligheder fra det.+ 19 Og jeg vil give dem ét hjerte,+ og jeg giver en ny ånd i deres* indre;+ og jeg vil fjerne stenhjertet fra deres kød+ og give dem et kødhjerte,+ 20 så de kan vandre efter mine forskrifter og holde mine lovbud og handle efter dem;+ og de skal være mit folk+ og jeg vil være deres Gud.“’+

21 ’„Men de hvis hjerte vandrer efter deres afskyeligheder og deres vederstyggeligheder,*+ over deres hoved vil jeg bringe deres egen adfærd,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.’“+

22 Så løftede keruberne+ deres vinger, og hjulene var tæt ved siden af dem,+ og Israels Guds herlighed+ var oven over dem.+ 23 Og Jehovas herlighed+ steg op over byens midte og stillede sig over det bjerg+ der er øst for byen.+ 24 Og en ånd+ løftede mig op+ og bragte mig i synet [jeg fik] ved Guds ånd* til Kaldæʹa, til det landflygtige folk;+ og det syn jeg havde set, steg derpå op fra mig. 25 Så talte jeg til det landflygtige folk om alt det Jehova havde ladet mig se.+