2. Samuel

15 Efter dette lod Abʹsalom imidlertid lave en vogn til sig selv, med heste og med halvtreds mand løbende foran sig.+ 2 Og Abʹsalom stod tidligt op+ og stod ved portvejen,+ og hver gang der var en mand som gik ind til kongen med et søgsmål for at få en retskendelse,+ kaldte Abʹsalom på ham og sagde: „Hvilken by er du fra?“ hvortil vedkommende sagde: „Din tjener er fra en af Israels stammer.“ 3 Abʹsalom sagde da til ham: „Se, dit anliggende er godt og ærligt, men der er ingen til at høre på dig hos kongen.“+ 4 Og Abʹsalom sagde videre: „Bare man gjorde mig til dommer i landet+ og hver mand som havde et søgsmål eller en retssag ville komme til mig, så skulle jeg yde ham retfærdighed!“+

5 Og når en eller anden trådte hen for at bøje sig for ham, så rakte han hånden frem og greb ham+ og kyssede ham. 6 Således gjorde Abʹsalom mod alle israelitter som gik ind til kongen for at få en retskendelse, så Abʹsalom stjal Israels mænds hjerte.+

7 Efter fyrre års* forløb sagde Abʹsalom nu til kongen: „Lad mig dog tage af sted og i Heʹbron+ indfri det løfte jeg har givet Jehova;+ 8 for mens jeg boede i Geʹsjur+ i Aʹram, aflagde din tjener et løfte+ og sagde: ’Hvis Jehova nogen sinde bringer mig tilbage til Jerusalem, så vil jeg tjene Jehova!’“+ 9 Kongen sagde da til ham: „Tag af sted i fred.“+ Han brød så op og tog til Heʹbron.

10 Abʹsalom sendte imidlertid spioner+ ud blandt alle Israels stammer idet han sagde: „Så snart I hører hornets klang, skal I sige: ’Abʹsalom er blevet konge+ i Heʹbron!’“+ 11 Og to hundrede mænd var draget med Abʹsalom fra Jerusalem, idet de var blevet indbudt og var gået med i god tro,*+ og de vidste ikke noget som helst. 12 Da Abʹsalom ofrede slagtofferet sendte han endvidere bud efter* gilonitten+ Akitoʹfel,+ Davids rådgiver,+ fra hans by Giʹlo.+ Sammensværgelsen+ blev således stærkere, og folkene hos Abʹsalom blev stadig mere talrige.+

13 Der kom imidlertid en som fortalte det til David og sagde: „Israels mænds hjerte+ er bag Abʹsalom.“ 14 David sagde da til alle sine tjenere som var hos ham i Jerusalem: „Bryd op og lad os flygte,+ for det vil ikke være muligt for os at undslippe Abʹsalom! Skynd jer at drage bort; ellers skynder han sig og indhenter os og bringer ulykken over os og slår byen med sværdets æg!“+ 15 Da sagde kongens tjenere til kongen: „I alt hvad min herre kongen foretrækker: Se, [vi er] dine tjenere.“+ 16 Derpå drog kongen ud med hele sit hus i sit følge;+ dog efterlod kongen ti kvinder, medhustruer,+ til at passe huset. 17 Kongen drog altså ud med alle folkene i sit følge; men de standsede ved Bet-Merʹhak.*

18 Og alle hans tjenere gik over ved hans side, og alle keretitterne og alle peletitterne+ og alle gittitterne,+ seks hundrede mand som var kommet i hans følge* fra Gat,+ gik over foran kongen. 19 Kongen sagde nu til gittitten Itʹtaj:+ „Hvorfor skulle du også gå med os? Vend tilbage+ og bliv hos kongen, for du er udlænding og er desuden i landflygtighed fra dit hjemsted. 20 Det var i går du kom, og skulle jeg så lade dig flakke om+ sammen med os i dag, så du må rejse, når jeg selv blot rejser derhen hvor jeg nu kan? Vend tilbage, og tag dine brødre med dig tilbage; [og måtte Jehova vise dig]* loyal hengivenhed+ og troskab.“+ 21 Men Itʹtaj svarede kongen og sagde: „Så sandt Jehova lever og så sandt min herre kongen lever:+ På det sted hvor min herre kongen er, uanset om det betyder død eller liv, dér vil din tjener være!“+ 22 Da sagde David til Itʹtaj:+ „Kom og gå over!“ Da gik gittitten Itʹtaj over med alle sine mænd og alle småbørnene som var med ham.

23 Og hele landet græd højlydt+ da alle folkene gik over; og kongen stod i Keʹdrons Regnflodsdal+ mens alle folkene gik over i retning af vejen mod ørkenen.* 24 Og se, også Zaʹdok+ var der, og med ham alle levitterne,+ bærende+ på den [sande] Guds pagts ark.+ Og de satte den [sande] Guds ark ned ved siden af Ebʹjatar*+ indtil alle folkene var færdige med at gå over fra byen. 25 Kongen sagde imidlertid til Zaʹdok: „Bring den [sande] Guds ark+ tilbage til byen.+ Hvis jeg finder yndest i Jehovas øjne, vil han lade mig komme tilbage og lade mig se den og dens bosted.+ 26 Men hvis han siger således: ’Jeg har ikke behag i dig,’ så er jeg her — han kan gøre med mig som det synes godt i hans øjne.“+ 27 Og kongen sagde videre til præsten Zaʹdok: „Du er seer,+ ikke sandt? Vend tilbage til byen i fred, og din søn Ahiʹma’az og Ebʹjatars søn Joʹnatan,+ jeres to sønner, sammen med jer. 28 Se, jeg vil tøve ved vadestederne* i ørkenen indtil der kommer et ord fra jer til min underretning.“+ 29 Zaʹdok og Ebʹjatar bragte da den [sande] Guds ark tilbage til Jerusalem og blev* dér.

30 Og David gik op ad Oliebjergets+ skråning idet han græd mens han gik op, med hovedet tildækket+ og gående på bare fødder. Og alle folkene som var med ham tildækkede hver især deres hoved og gik grædende opefter.+ 31 Og man fortalte David at Akitoʹfel var blandt dem der havde sammensvoret sig+ med Abʹsalom,+ så David sagde:+ „Jehova,+ gør dog Akitoʹfels råd tåbeligt!“+

32 Da David nu kom til toppen hvor man* plejede at bøje sig for Gud, se, da kom arkitten+ Huʹsjaj+ ham i møde med sønderreven kjortel og jord på hovedet.+ 33 Men David sagde til ham: „Hvis du drog over sammen med mig, ville du bare være en byrde for mig.+ 34 Men hvis du vender tilbage til byen og siger til Abʹsalom: ’Jeg vil være din tjener, konge. Jeg var nok din faders tjener førhen, men nu er jeg din tjener,’+ så kan du modvirke+ Akitoʹfels råd for mig. 35 Er præsterne Zaʹdok og Ebʹjatar ikke dér sammen med dig?+ Og hvert ord som du hører fra kongens hus, skal du fortælle præsterne Zaʹdok og Ebʹjatar.+ 36 Se, de har deres to sønner hos sig dér, Zaʹdoks [søn] Ahiʹma’az+ og Ebʹjatars [søn] Joʹnatan,+ og ved dem skal I sende bud til mig om hvert ord I hører.“ 37 Huʹsjaj, Davids ven,+ gik da ind i byen; og Abʹsalom+ kom til Jerusalem.