1. Mosebog
22 Nu skete det efter disse begivenheder at den [sande] Gud satte Abraham på prøve.+ Så han sagde til ham: „Abraham!“ hvortil han sagde: „Her er jeg!“+ 2 Og han fortsatte: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker,+ Isak,+ og begiv dig til Moʹrijas+ land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.“+
3 Så stod Abraham tidligt op om morgenen og sadlede sit æsel og tog to af sine karle* med sig og sin søn Isak,+ og kløvede brænde til brændofferet. Så brød han op og begav sig til det sted som den [sande] Gud havde udpeget for ham. 4 På den tredje dag løftede Abraham sine øjne og så stedet langt borte. 5 Abraham sagde nu til sine karle:+ „Bliv I her med æselet, men jeg og drengen vil gå derhen og tilbede+ og så vende tilbage til jer.“
6 Derpå tog Abraham brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak+ og tog ilden og slagterkniven i hånden, og så gik de to sammen.+ 7 Isak sagde nu til sin fader Abraham:* „Min fader!“+ og han sagde: „Her er jeg, min søn!“+ Så fortsatte han: „Her er ilden og brændet, men hvor er fåret til brændofferet?“+ 8 Hertil sagde Abraham: „Gud vil selv udse sig fåret til brændofferet,+ min søn,“ hvorpå de to gik videre sammen.
9 Da de kom til stedet som den [sande] Gud havde udpeget for ham, byggede Abraham et alter+ dér og lagde brændet til rette og bandt sin søn Isak på hænder og fødder og lagde ham på alteret oven på brændet.+ 10 Så rakte Abraham sin hånd ud og tog slagterkniven for at dræbe sin søn.+ 11 Men Jehovas engel råbte til ham fra himmelen og sagde:+ „Abraham, Abraham!“ hvortil han svarede: „Her er jeg!“ 12 Og han sagde videre: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget,+ for nu ved jeg at du er gudfrygtig* idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“+ 13 Da løftede Abraham sine øjne, og dér, lidt længere tilbage, så han en vædder fanget ved sine horn i et krat. Så gik Abraham hen og tog vædderen og bragte den som et brændoffer i stedet for sin søn.+ 14 Og Abraham gav derpå det sted navnet Jehova-Jiʹreh.* Det er derfor man i dag siger: „På Jehovas bjerg vil det blive udset.“*+
15 Og Jehovas engel råbte for anden gang til Abraham fra himmelen 16 og sagde: „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn,+ ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage,+ 17 så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred;+ og dit afkom vil tage sine fjenders port* i besiddelse.+ 18 Og ved dit afkom+ skal alle jordens nationer velsigne sig* fordi du har hørt efter min røst.’“+
19 Derpå vendte Abraham tilbage til sine karle, og de brød op og drog sammen til Beʹer-Sjeʹba;+ og Abraham fortsatte med at bo i Beʹer-Sjeʹba.
20 Det var efter disse begivenheder at det blev meddelt Abraham: „Se, Milʹka+ har også født din broder Naʹkor+ sønner: 21 Uz, hans førstefødte, og Buz,+ dennes broder, og Keʹmuel, Aʹrams fader, 22 og Keʹsed og Haʹzo og Pilʹdasj og Jidʹlaf og Beʹtuel.“+ 23 Og Beʹtuel blev fader til Rebekka.+ Disse otte fødte Milʹka Abrahams broder Naʹkor. 24 Desuden var der hans medhustru, hvis navn var Re’uʹma. Med tiden fødte hun også, nemlig Teʹba og Gaʹham og Taʹhasj og Maʹaka.+