1. Mosebog

31 Med tiden fik han Laʹbans sønners ord at høre, idet de sagde: „Jakob har taget alt hvad der tilhørte vores fader; og af det der tilhørte vores fader har han samlet sig al denne velstand.“+ 2 Når Jakob så på Laʹbans ansigt, se, da var det ikke stemt mod ham som tidligere.+ 3 Til sidst sagde Jehova til Jakob: „Vend tilbage til dine fædres land og til dine slægtninge,*+ og jeg vil fortsat være med dig.“+ 4 Så sendte Jakob bud og kaldte Rakel og Lea ud på marken til sit småkvæg, 5 og han sagde til dem:

„Jeg ser på jeres faders ansigt at han ikke er den samme over for mig som tidligere;+ men min faders Gud har været med mig.+ 6 Og I ved jo selv at jeg har tjent jeres fader af al min kraft.+ 7 Og jeres fader har ført mig bag lyset* og han har forandret min løn ti gange, men Gud* har ikke tilladt ham at skade mig.+ 8 Når han på den ene side sagde: ’De spættede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget spættede [dyr]; men når han på den anden side sagde: ’De stribede skal være din løn,’ så fødte hele småkvæget stribede [dyr].+ 9 Således tog Gud efterhånden jeres faders hjord bort og gav den til mig.+ 10 Til sidst skete det, ved den tid da småkvæget blev brunstigt, at jeg løftede mine øjne og så et syn i en drøm,+ og se, bukkene der sprang på småkvæget var stribede, spættede og plettede.+ 11 Så sagde den [sande] Guds engel til mig i drømmen: ’Jakob!’ hvortil jeg sagde: ’Her er jeg.’+ 12 Så fortsatte han: ’Løft nu dine øjne og se, alle bukkene der springer på småkvæget er stribede, spættede og plettede, for jeg har set alt hvad Laʹban gør mod dig.+ 13 Jeg er den [sande] Gud fra Beʹtel,*+ hvor du salvede en stenstøtte+ og hvor du aflagde et løfte over for mig.+ Bryd nu op, rejs bort fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.’“*+

14 Hertil svarede Rakel og Lea og sagde til ham: „Har vi mere andel og arv* i vores faders hus?+ 15 Regnes vi egentlig ikke for fremmede for ham, eftersom han har solgt os og han til stadighed spiser endog af de penge der er givet for os?+ 16 Al den rigdom som Gud* har taget bort fra vores fader, tilhører nemlig os og vore børn.+ Så gør nu alt hvad Gud har sagt til dig.“+

17 Så brød Jakob op og løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne;+ 18 og han drev hele sin hjord af sted og alle de ejendele som han havde samlet sig,+ den hjord han havde erhvervet sig og som han havde samlet sig i Padʹdan-Aʹram, for at rejse til sin fader Isak, til Kaʹna’ans land.+

19 Laʹban var imidlertid gået hen for at klippe sine får, så Rakel stjal de teʹrafimstatuetter*+ som tilhørte hendes fader. 20 Og Jakob narrede* aramæeren Laʹban, idet han ikke fortalte ham at han var ved at flygte. 21 Nu flygtede han så med alt hvad han havde, og brød op og gik over Floden.+ Derpå rettede han sit ansigt mod Giʹleads bjergland.+ 22 Senere, på den tredje dag, blev det meddelt Laʹban at Jakob var flygtet. 23 Da tog han sine brødre med sig og satte efter+ ham over en strækning på syv dagsrejser og indhentede ham i Giʹleads bjergland. 24 Så kom Gud til aramæeren+ Laʹban i en drøm om natten+ og sagde til ham: „Vogt dig at du ikke taler hverken godt eller ondt* til Jakob.“+

25 Så nærmede Laʹban sig Jakob efter at Jakob havde slået sit telt op på bjerget og Laʹban havde ladet sine brødre slå lejr* i Giʹleads bjergland. 26 Og Laʹban sagde til Jakob: „Hvad har du gjort, idet du således prøvede at narre mig* og drive mine døtre bort som fanger taget med sværdet?+ 27 Hvorfor flygtede du hemmeligt og prøvede at narre mig og fortalte mig det ikke, så jeg kunne sende dig bort med fryd og med sange,+ med tamburin og med lyre?+ 28 Og du gav mig ikke lejlighed til at kysse mine børn* og mine døtre.+ Nu har du handlet tåbeligt. 29 Det er i min hånds magt at volde jer skade,+ men jeres faders Gud sagde til mig sidste nat: ’Vogt dig for at tale hverken godt eller ondt til Jakob.’+ 30 Men selv om du nu altså er taget af sted fordi du længtes så stærkt efter din faders hus, hvorfor har du så stjålet mine guder?“*+

31 Da svarede Jakob Laʹban og sagde: „[Jeg flygtede] fordi jeg var bange.+ For jeg sagde til mig selv at du måske ellers ville tage dine døtre fra mig med magt. 32 Uanset hvem du finder dine guder* hos, skal vedkommende ikke blive i live.+ Undersøg selv i vore brødres påsyn hvad der er hos mig og tag [dem] til dig.“+ Men Jakob vidste ikke at Rakel havde stjålet dem.+ 33 Så gik Laʹban ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders+ telt, men fandt [dem] ikke. Til sidst gik han ud af Leas telt og ind i Rakels telt. 34 Men Rakel havde taget teʹrafimstatuetterne og lagt dem i kvindens kamelsadelkurv og sad på dem. Så gennemsøgte Laʹban hele teltet, men fandt [dem] ikke. 35 Hun sagde da til sin fader: „Lad ikke vreden glimte i min herres*+ øjne, fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, for det går mig på kvinders vis.“+ Så søgte han omhyggeligt videre, men fandt ikke teʹrafimstatuetterne.+

36 Da blev Jakob optændt af vrede+ og kom i strid med Laʹban, og Jakob svarede og sagde til Laʹban: „Hvad er min overtrædelse,+ hvad er min synd, siden du så hidsigt har sat efter mig?+ 37 Nu du har gennemsøgt alle mine ting, hvad har du da fundet af alle de ting der tilhører dit hus?+ Læg det her foran mine brødre og dine brødre,+ og lad dem afgøre sagen mellem os to.+ 38 De sidste tyve år har jeg været hos dig. Dine hunfår og dine geder har ikke født i utide,+ og dit småkvægs væddere har jeg aldrig spist. 39 Et sønderrevet dyr bragte jeg ikke til dig.+ Jeg plejede selv at bære tabet af det. Hvad enten noget var stjålet om dagen eller stjålet om natten, var det af min hånd du plejede at kræve det.+ 40 Jeg har haft det sådan at om dagen fortærede heden mig, og kulden om natten, og søvnen flygtede fra mine øjne.+ 41 Jeg har nu været tyve år i dit hus. Jeg har tjent dig* fjorten år for dine to døtre og seks år for dit småkvæg, og du forandrede efterhånden min løn ti gange.+ 42 Hvis min faders Gud,+ Abrahams Gud og Isaks Rædsel,*+ ikke havde været på min side, ville du nu have sendt mig tomhændet bort. Min elendighed og mine hænders slid har Gud set, og derfor retledte han dig* sidste nat.“+

43 Da svarede Laʹban og sagde til Jakob: „Døtrene er mine døtre, og børnene mine børn, og småkvæget mit småkvæg, og alt hvad du ser, tilhører mig og mine døtre. Hvad kan jeg gøre mod dem i dag eller mod deres børn som de har født? 44 Men nu, kom, lad os slutte en pagt,+ jeg og du, og den skal tjene* som vidne mellem mig og dig.“+ 45 Så tog Jakob en sten og satte den op som en stenstøtte.+ 46 Derpå sagde Jakob til sine brødre: „Saml sten sammen!“ hvorpå de tog sten og lavede en dysse.+ Så spiste de dér på dyssen. 47 Og Laʹban kaldte den herefter Jeʹgar-Sahaduʹta,* men Jakob kaldte den Gaʹled.*

48 Og Laʹban sagde videre: „Denne dysse er vidne mellem mig og dig i dag.“ Af den grund gav man den navnet Gaʹled,+ 49 og Vagttårnet,* for han sagde: „Lad Jehova holde vagt mellem mig og dig når vi er ude af syne* for hinanden.+ 50 Hvis du underkuer mine døtre+ og hvis du tager dig hustruer ved siden af mine døtre, er der ingen mand [som er vidne] hos os. Se!* Gud er vidne mellem mig og dig.“+ 51 Og Laʹban sagde videre til Jakob: „Her er denne dysse, og her er den stenstøtte som jeg har rejst mellem mig og dig. 52 Denne dysse er vidne, og stenstøtten er vidne,+ på at jeg ikke vil gå forbi denne dysse imod dig, og at du ikke vil gå forbi denne dysse og denne stenstøtte imod mig med ondt [i sinde].+ 53 Lad Abrahams gud*+ og Naʹkors gud+ dømme* mellem os, deres faders gud.“* Og Jakob svor ved sin fader Isaks Rædsel.+

54 Derpå ofrede Jakob et slagtoffer på bjerget og indbød sine brødre til at holde måltid.*+ Så holdt de måltid og overnattede på bjerget.* 55 Derpå stod Laʹban tidligt op om morgenen og kyssede+ sine børn* og sine døtre og velsignede dem.+ Og så begav Laʹban sig på vej og vendte tilbage til sit hjemsted.*+