1. Krønikebog
16 De bragte så den [sande] Guds ark ind+ og stillede den inde i det telt som David havde rejst til den.+ Derpå frembar de brændofre og fællesskabsofre for den [sande] Guds* ansigt.+ 2 Da David var færdig med at ofre brændofrene+ og fællesskabsofrene,+ velsignede+ han folket i Jehovas navn.+ 3 Desuden uddelte+ han et rundt brød, en kage af dadler og en kage af rosiner til hver enkelt af israelitterne, både mand og kvinde. 4 Derpå indsatte han nogle af levitterne+ som tjenere*+ foran Jehovas ark, både til at minde om+ og takke+ og lovsynge+ Jehova, Israels Gud: 5 Aʹsaf+ som overhoved, og næst efter ham Zekarʹja, [samt] Jeʹiel og Sjemiʹramot og Jeʹhiel og Mattitʹja og Eʹliab og Benaʹja og Oʹbed-Eʹdom og Jeʹiel+ med harpeinstrumenter og lyrer,+ og Aʹsaf+ med cymblerne, som han lod lyde,+ 6 og præsterne Benaʹja og Jahaʹziel med trompeterne+ [til at blæse i] til stadighed foran den [sande] Guds pagts ark.
7 Dengang, på den dag, bidrog+ David for første gang med takkesang+ til Jehova ved Aʹsaf+ og hans brødre:
12 Husk de undere som han har udført,+
hans mirakler* og dommene fra hans mund,+
13 [I der er] hans tjener Israels afkom,*+
Jakobs sønner, hans udvalgte.+
15 Husk hans pagt til fjerne tider,+
det ord han påbød, i tusind generationer,+
16 den [pagt] han sluttede med Abraham,+
og hans ed til Isak,+
17 ja, den som han stadfæstede for Jakob som en forordning,+
for Israel som en pagt til fjerne tider,+
18 idet han sagde: ’Til dig giver jeg Kaʹna’ans land+
som jeres arvelod.’+
21 Han tillod ingen at udbytte dem,+
men for deres skyld retledte han konger:+
og gør ikke mine profeter noget ondt.’+
24 Forkynd om hans herlighed blandt nationerne,
om hans undere blandt alle folkeslagene.
29 Tilskriv Jehova hans navns herlighed;+
frembær en gave og gå ind foran hans ansigt.+
Bøj jer for Jehova i hellig prydelse.+
30 Vrid jer i veer på grund af ham, [I der bor på] hele jorden!
Ja, det frugtbare land* bliver grundfæstet,
så det ikke kan rokkes.+
31 Lad himmelen fryde sig og lad jorden juble,+
og lad dem sige blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge!’+
33 Lad samtidig skovens træer råbe af glæde på grund af Jehova,+
for han er kommet for at dømme jorden.+
35 Og sig: ’Frels os, vor frelses Gud,+
og saml os sammen og udfri os fra nationerne,+
så vi kan takke dit hellige navn,+ vise vor begejstring i lovsang til dig.+
36 Velsignet være Jehova, Israels Gud, fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid.’“+
Så sagde hele folket: „Amen!“ og der var lovsang til Jehova.*+
37 Derpå efterlod han Aʹsaf+ og hans brødre dér foran Jehovas pagts ark til at gøre tjeneste+ foran arken til stadighed i overensstemmelse med hvad der krævedes dag for dag;+ 38 og Oʹbed-Eʹdom og hans brødre, otteogtres; og Jeduʹtuns søn Oʹbed-Eʹdom og Hoʹsa som portvagter; 39 og præsten Zaʹdok+ og hans brødre præsterne foran Jehovas teltbolig på den høj som var i Giʹbeon,+ 40 for at de til stadighed skulle bringe brændofre til Jehova på brændofferalteret morgen og aften og [sørge] for alt hvad der stod skrevet i den lov som Jehova havde pålagt Israel;+ 41 og sammen med dem Heʹman+ og Jeduʹtun og resten af de udvalgte mænd som var udpeget+ ved navn til at takke Jehova,+ for „hans loyale hengivenhed varer evindelig“;+ 42 og sammen med dem Heʹman+ og Jeduʹtun+ til at lade trompeterne+ og cymblerne lyde, samt instrumenterne til ledsagelse af sangen til den [sande] Gud; og Jeduʹtuns sønner+ ved porten. 43 Til sidst drog hele folket bort, hver til sit hus,+ og David vendte om for at velsigne sin husstand.