1. Mosebog
48 Så skete det efter disse begivenheder at det blev sagt til Josef: „Se, din fader er ved at blive svag.“ Da tog han sine to sønner med sig, Manasʹse og Eʹfraim.+ 2 Det blev nu meddelt Jakob og sagt: „Se, din søn Josef er kommet til dig.“ Så samlede Israel sine kræfter og satte sig op på sit leje. 3 Og Jakob sagde derpå til Josef:
„Gud den Almægtige* viste sig for mig i Luz+ i Kaʹna’ans land og velsignede mig.+ 4 Og han sagde til mig: ’Se, jeg gør dig frugtbar,+ og jeg vil gøre dig talrig og gøre dig til en samling af folkeslag+ og give dette land til dit afkom efter dig som ejendom for stedse.’+ 5 Og nu, dine to sønner som blev født dig i Ægyptens land før jeg kom til dig, til Ægypten, de er mine.+ Eʹfraim og Manasʹse vil være mine ligesom Ruben og Siʹmeon.+ 6 Men de efterkommere som du skal blive* fader til efter dem, de vil være dine. Sammen med deres brødres navn vil de blive nævnt i disses arvelod.+ 7 Og hvad mig angår, da jeg kom fra Padʹdan,+ døde Rakel+ ved min side i Kaʹna’ans land, på vejen, da der endnu var et stykke vej tilbage før man kommer til Eʹfrat,+ så jeg begravede hende dér på vejen til Eʹfrat, det er Betlehem.“+
8 Da så Israel Josefs sønner og sagde: „Hvem er disse?“+ 9 Så sagde Josef til sin fader: „Det er mine sønner som Gud har givet mig på dette sted.“+ Da sagde han: „Jeg beder dig, før dem hen til mig, så jeg kan velsigne dem.“+ 10 Men Israels øjne var sløve af alderdom.+ Han kunne efterhånden ikke se. Derfor bragte han dem hen til ham, hvorpå han kyssede dem og omfavnede dem.+ 11 Og Israel sagde videre til Josef: „Jeg havde ikke ventet at se dit ansigt,+ men her har Gud endog ladet mig se dit afkom.“ 12 Derpå førte Josef dem bort fra hans knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+
13 Så tog Josef dem begge, Eʹfraim ved sin højre hånd til venstre for Israel,+ og Manasʹse ved sin venstre hånd til højre for Israel,+ og bragte dem hen til ham. 14 Så rakte Israel sin højre hånd ud og lagde den på Eʹfraims hoved,+ skønt han var den yngste,+ og sin venstre hånd på Manasʹses hoved.+ Han lagde med hensigt sine hænder således,* for Manasʹse var den førstefødte.+ 15 Derpå velsignede han Josef og sagde:+
„Måtte den [sande] Gud, for hvis ansigt mine fædre Abraham og Isak vandrede,+
den [sande] Gud, der som en hyrde har ledet mig i hele min tilværelse indtil denne dag,+
16 måtte den engel som har udløst* mig fra al ulykke,+ velsigne drengene.+
Og lad mit navn blive nævnt over dem, og mine fædres navn, Abraham og Isak,+
og lad dem øges til en mængde midt på jorden.“+
17 Da Josef så at hans fader lod sin højre hånd blive liggende på Eʹfraims hoved, mishagede det ham,+ og han prøvede at gribe fat i sin faders hånd for at flytte den fra Eʹfraims hoved til Manasʹses hoved.+ 18 Og Josef sagde til sin fader: „Ikke sådan, min fader, for dette er den førstefødte.+ Læg din højre hånd på hans hoved.“ 19 Men hans fader vægrede sig og sagde: „Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Han vil også blive til et folk, og han vil også blive stor.+ Men alligevel vil hans yngre broder blive større end han,+ og hans afkom vil svare til en fylde* af nationer.“+ 20 Og han fortsatte med at velsigne dem på den dag,+ idet han sagde:
Således satte han Eʹfraim foran Manasʹse.+
21 Derpå sagde Israel til Josef: „Se, jeg er ved at dø,+ men Gud vil afgjort være med jer og føre jer tilbage til jeres forfædres land.+ 22 Og jeg, jeg giver dig hermed én højderyg mere end dine brødre,+ den som jeg tog af amoritternes hånd med mit sværd og med min bue.“