Dommerne
21 Israels mænd havde imidlertid svoret i Mizʹpa+ og sagt: „Ikke en eneste af os vil give sin datter som hustru til Benjamin.“+ 2 Derfor kom folket til Beʹtel+ og blev siddende dér foran den [sande] Gud+ indtil aften og løftede deres røst og græd meget voldsomt,+ 3 og de sagde: „Hvorfor, Jehova, Israels Gud, er dette sket i Israel, så der i dag mangler én stamme i Israel?“+ 4 Og den næste dag stod folket tidligt op og byggede et alter dér og bragte brændofre+ og fællesskabsofre.+
5 Da sagde Israels sønner: „Hvem af alle Israels stammer drog ikke op til Jehova sammen med menigheden?* Der er nemlig aflagt en højtidelig ed+ om at den som ikke drog op til Jehova i Mizʹpa visselig skulle dø.“+ 6 Og Israels sønner havde ondt af deres broder Benjamin, idet de sagde: „I dag er én stamme blevet hugget af fra Israel. 7 Hvad kan vi gøre for dem, så de der er tilbage kan få hustruer, når vi selv har svoret+ ved Jehova ikke at ville give dem nogen af vore døtre til hustruer?“+
8 De sagde altså: „Hvem af Israels stammer er den ene som ikke drog op til Jehova i Mizʹpa?“+ Og se, ingen var kommet til lejren, til menigheden, fra Jaʹbesj i Giʹlead.+ 9 Da folket mønstredes, se, da var der ingen dér fra indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead. 10 Så sendte forsamlingen tolv tusind af de dygtigste mænd* derhen og gav dem følgende påbud: „Gå hen og slå indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead med sværdets æg, selv kvinder* og småbørn.+ 11 Og dette er hvad I skal gøre: Hver mand, og hver kvinde som har kendt til at ligge hos en af mandkøn, skal I vie til udslettelse.“+ 12 Men blandt indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead+ fandt de fire hundrede unge piger, jomfruer,+ som ikke havde haft omgang med en mand ved at ligge hos en af mandkøn. Og dem bragte de så til lejren i Siʹlo,+ som er i Kaʹna’ans land.
13 Derpå sendte hele forsamlingen bud og talte til Benjamins sønner som var på Rimʹmons Klippebjerg+ og tilbød dem fred. 14 På det tidspunkt kom Benjamin så tilbage, og man gav dem de kvinder som man havde bevaret i live af kvinderne fra Jaʹbesj i Giʹlead;+ dog fandtes der ikke nok til dem.+ 15 Og folket havde ondt af Benjamin,+ fordi Jehova havde forvoldt et brud blandt Israels stammer. 16 Derfor sagde forsamlingens ældste: „Hvad skal vi gøre for at de der er tilbage kan få hustruer, for kvinderne i Benjamin er blevet tilintetgjort?“ 17 Og de sagde videre: „Der bør være en slægtsbesiddelse til de undslupne af Benjamin,+ så der ikke slettes en stamme af Israel. 18 Men vi selv kan ikke give dem hustruer af vore døtre, for Israels sønner har svoret: ’Forbandet den der giver Benjamin en hustru.’“+
19 Til sidst sagde de: „Se! Der er en højtid for Jehova år efter år i Siʹlo,+ som ligger nord for Beʹtel, øst for landevejen der fører op fra Beʹtel til Siʹkem+ og syd for Leboʹna.“ 20 Og så gav de Benjamins sønner følgende påbud: „Gå hen og læg jer på lur i vingårdene. 21 Se så efter, og lige når Siʹlos døtre kommer ud for at danse+ runddanse, da skal I komme ud af vingårdene og hver især bortføre jer en hustru med magt af Siʹlos døtre og tage af sted til Benjamins land. 22 Og i tilfælde af at deres fædre eller brødre kommer for at føre en retssag mod os,* skal vi* nok sige til dem: ’Gør os en tjeneste for deres skyld, eftersom vi ikke i krig har taget en hustru til hver mand.+ I har jo ikke selv givet [dem] til dem på et tidspunkt da I* ville være skyldige.’“+
23 Da gjorde Benjamins sønner således og bortførte hustruer efter det antal de var,+ blandt de kvinder der deltog i runddansen+ [og] som de røvede; derpå tog de af sted og vendte tilbage til deres arvelod og opbyggede byerne+ og bosatte sig i dem.
24 Samtidig tog Israels sønner af sted derfra, hver til sin stamme og sin slægt; og de drog bort derfra, hver til sin arvelod.+
25 I de dage var der ingen konge i Israel.+ Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.+