Masʹkil. Af Aʹsaf.+
78 Lyt, mit folk, til min lov;+
bøj jeres øre til hvad min mund siger.+
2 Med ordsprog vil jeg åbne min mund;+
jeg vil lade gåder fra fortiden vælde frem+ —
3 hvad vi har hørt og kender+
og hvad vore fædre har berettet for os,+
4 det skjuler vi ikke for deres sønner;+
for den kommende generation forkyndes der+
om Jehovas berømmelige gerninger og hans styrke+
og de undere som han har gjort.+
5 Så gav han en formaning i Jakob,+
og han satte en lov i Israel,+
som han påbød vore forfædre+
at gøre kendt for deres sønner+ —
6 for at den kommende generation, de sønner der skulle fødes, kunne kende [det],+
så de kunne stå frem og berette [derom] for deres sønner,+
7 og de kunne sætte deres lid til Gud+
og ikke glemme Guds handlinger,+ men holde hans bud,+
8 og ikke blive som deres forfædre,+
en genstridig og opsætsig generation,+
en generation der ikke havde beredt sit hjerte+
og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.+
9 Eʹfraims sønner, skønt bevæbnede som bueskytter,+
gjorde omkring på kampens dag.+
10 De overholdt ikke Guds pagt,+
og de nægtede at vandre efter hans lov.+
11 De glemte også hans gerninger+
og hans undere som han havde vist dem.+
12 I deres forfædres påsyn havde han handlet underfuldt+
i Ægyptens land,+ [på] Zoʹans mark.+
13 Han kløvede havet, så han kunne føre dem over,+
og han fik vandet til at stå som en dæmning.+
14 Og han førte dem med en sky om dagen+
og natten lang med et lys af ild.+
15 Han kløvede klipper i ørkenen,+
så han kunne lade [dem] drikke rigeligt som af vandet dybt nede.+
16 Og han lod strømme vælde ud af et klippebjerg+
og lod vand vælde ned som floder.+
17 Og de syndede stadig mere mod ham+
ved i ørkenlandet at sætte sig op mod den Højeste;+
18 og de satte Gud på prøve i deres hjerte+
ved at bede om mad til deres sjæl.+
19 Og de gav sig til at tale imod Gud.+
De sagde: „Kan Gud dække bord i ørkenen?“+
20 Se! Han slog på en klippe,+
så vandet flød og regnfloderne strømmede over.+
„Kan han også give brød,+
ja, kan han berede sit folk føde?“+
21 Derfor: Jehova hørte det og blev grebet af heftig vrede;+
en ild blev tændt mod Jakob,+
ja, også vrede steg op mod Israel.+
22 For de troede ikke på Gud,+
og de stolede ikke på hans frelse.+
23 Han gav da påbud til skydækket oventil,
og himmelens døre åbnede han.+
24 Og han fik det til at regne på dem med manna til at spise,+
ja, himmelkorn gav han dem.+
25 Mægtiges+ brød var hvad mennesker spiste;
han sendte dem kost til at mætte sig med.+
26 Han fik en østenvind til at bryde løs på himmelen+
og drev ved sin styrke en søndenvind frem.+
27 Og han fik føde til at regne ned over dem som støv,+
ja, vingede skabninger som havenes sand,+
28 og han lod [fuglene] falde ned midt i sin lejr,+
rundt om sine boliger.+
29 Så spiste de og blev meget mætte,+
og hvad de længtes efter bragte han til dem.+
30 De havde ikke vendt sig fra det de havde længtes efter,
endnu var maden i deres mund,+
31 da Guds vrede brød frem imod dem;+
så dræbte han blandt deres velnærede,+
og Israels unge mænd tvang han i knæ.
32 Trods alt dette syndede de stadig,+
og de troede ikke på hans undere.+
33 Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust,+
og på deres år med en pludselig rædsel.
34 Hver gang han dræbte [nogle af] dem, henvendte de sig atter til ham,+
ja, de vendte om og søgte Gud;+
35 og de huskede at Gud var deres klippe+
og at den højeste Gud var deres genløser;+
36 men de blev ved med at holde ham for nar med deres mund,+
og med deres tunge løj de for ham;+
37 og deres hjerte stod ikke fast på hans side,+
og de var ikke trofaste mod hans pagt.+
38 Men han var barmhjertig;+ han blev ved med at dække over misgerningen+ og ville ikke ødelægge.+
Og han trak mange gange sin vrede tilbage+
og lod ikke al sin forbitrelse vække.
39 Og han blev ved med at huske at de var kød,+
[at] ånden går bort og ikke vender tilbage.+
40 Hvor ofte satte de sig ikke op imod ham i ørkenen,+
sårede ham i ødemarken!+
41 Og gang på gang satte de Gud på prøve,+
ja, Israels Hellige bedrøvede de.+
42 De huskede ikke hans hånd,+
dagen hvor han løskøbte dem fra modstanderen,+
43 hvordan han gjorde sine tegn i Ægypten,+
ja, sine mirakler på Zoʹans mark,+
44 og forvandlede deres Nilkanaler til blod,+
så de ikke kunne drikke af deres strømme.+
45 Han sendte klæger blandt dem, så disse fortærede dem,+
og frøer, så de bragte ødelæggelse over dem.+
46 Endvidere gav han deres afgrøde til kakerlakkerne,
og [frugten af] deres slid til græshopperne.+
47 Han dræbte deres vinstok med hagl+
og deres morbærfigentræer med haglsten.+
48 Og han overlod deres lastdyr til hagl+
og deres hjorde til feberbrand.
49 Han sendte sin brændende vrede over dem,+
raseri og fordømmelse og trængsel,+
en sending ulykkesengle.+
50 Han banede en sti for sin vrede.+
Han holdt ikke deres sjæl tilbage fra døden;
og deres liv overlod han til pesten.+
51 Til sidst slog han alle førstefødte i Ægypten ihjel,+
deres manddoms første [frugt] i Kams telte.+
52 Derpå lod han sit folk bryde op som en hjord+
og førte dem som en [fåre]flok i ørkenen.+
53 Og han blev ved med at lede dem i tryghed, uden at de følte rædsel;+
og havet dækkede deres fjender.+
54 Så bragte han dem til sit hellige landområde,+
dette bjergland som hans højre erhvervede.+
55 Derpå drev han nationerne bort for dem+
og lod med målesnoren en arvelod tilfalde dem+
og lod Israels stammer bo i deres telte.+
56 Men de stillede den højeste Gud på prøve og satte sig op imod [ham],+
og hans formaninger overholdt de ikke.+
57 Og de blev ved med at unddrage sig og handle forræderisk som deres forfædre;+
de svigtede som en slap bue.+
58 Og de blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+
og med deres billedstøtter æggede de ham til skinsyge.+
59 Gud hørte+ det og blev grebet af heftig vrede,+
og han forkastede Israel i den grad+
60 at han opgav boligen i Siʹlo,+
teltet hvor han boede blandt menneskene.+
61 Derpå overgav han sin styrke til fangenskab+
og sin hæder i modstanderens hånd.+
62 Og han overlod sit folk til sværdet,+
og han blev grebet af heftig vrede mod sin arvelod.+
63 Ild fortærede hans unge mænd,
og hans jomfruer blev ikke lovsunget.+
64 Hans præster faldt for sværdet,+
og deres enker græd ikke.+
65 Da vågnede Jehova som af søvne,+
som en vældig kriger der bliver ædru efter vin[rusen],+
66 og slog sine modstandere bagfra;+
han tilføjede dem en forsmædelse [der varer] evindelig.+
67 Så vragede han Josefs telt;+
og Eʹfraims stamme valgte han ikke.+
68 Men han valgte Judas stamme,+
Zions Bjerg, som han elskede,+
69 og byggede sin helligdom som højene,+
som jorden han har grundlagt til fjerne tider.+
70 Så valgte han David, sin tjener,+
og tog ham fra fårefoldene.+
71 Fra hans plads bag de diegivende [får]+
hentede han ham ind til at være hyrde for sit folk, Jakob,+
og for sin arvelod, Israel.+
72 Han blev da hyrde for dem i sit hjertes uangribelighed+
og ledte dem med sine kyndige hænder.+