2. Mosebog
4 Da svarede Moses og sagde: „Men sæt de ikke tror mig og ikke hører efter min røst,+ fordi de vil sige: ’Jehova har ikke vist sig for dig.’“ 2 Da sagde Jehova til ham: „Hvad er det du har i hånden?“ hvortil han sagde: „En stav.“+ 3 Derpå sagde han: „Kast den på jorden.“ Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange;+ og Moses flygtede for den. 4 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk hånden ud og grib fat i den ved halen.“ Så rakte han hånden ud og greb fat i den, og den blev til en stav i hans hånd. 5 „For at,“ som han sagde, „de kan tro at Jehova, deres forfædres Gud,+ Abrahams Gud,+ Isaks Gud+ og Jakobs Gud,+ har vist sig for dig.“+
6 Da sagde Jehova yderligere til ham: „Stik nu hånden ind i din brystfold.“ Så stak han hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud, se, da var hans hånd angrebet af spedalskhed [og var] som sne!+ 7 Derpå sagde han: „Før igen hånden ind i din brystfold.“ Så førte han igen hånden ind i sin brystfold. Da han trak den ud af brystfolden, se, da var den igen blevet som hans øvrige kød!+ 8 „Og det skal ske,“ som han sagde, „at hvis de ikke vil tro dig og ikke vil høre efter det første tegns røst, så skal de tro det sidste tegns røst.+ 9 Dog skal det ske, at hvis de end ikke vil tro disse to tegn og ikke vil høre efter din røst,+ så skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på det tørre land; og vandet som du tager fra Nilen skal blive, ja, det skal blive til blod på det tørre land.“+
10 Da sagde Moses til Jehova: „Undskyld, Jehova,* men jeg er ikke nogen veltalende mand; [jeg var det] ikke i går eller i forgårs, og [er det] heller ikke efter at du har talt til din tjener, for jeg har en langsom mund og en langsom tunge.“+ 11 Da sagde Jehova til ham: „Hvem har givet mennesket en mund, eller hvem gør stum eller døv eller klartseende eller blind? Er det ikke mig, Jehova?+ 12 Så gå nu, og jeg vil selv være med din mund og lære dig hvad du skal sige.“+ 13 Men han sagde: „Undskyld, Jehova,* jeg beder dig, send bud ved [enhver anden] du måtte sende.“ 14 Da blussede Jehovas vrede op mod Moses og han sagde: „Er levitten Aron ikke din broder?+ Jeg ved at han virkelig kan tale. Og desuden, se, han er allerede på vej ud for at møde dig. Når han ser dig, vil han fryde sig i sit hjerte.+ 15 Og du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund;+ og jeg vil selv være med din mund og med hans mund+ og lære jer hvad I skal gøre.+ 16 Og han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig,+ og du skal tjene som Gud* for ham.+ 17 Og denne stav skal du tage i hånden, så du kan gøre tegnene med den.“+
18 Så gik Moses, og han vendte tilbage til sin svigerfader Jeʹtro* og sagde til ham:+ „Jeg vil gerne rejse og vende tilbage til mine brødre som er i Ægypten, så jeg kan se om de stadig er i live.“+ Så sagde Jeʹtro til Moses: „Rejs i fred.“+ 19 Derpå sagde Jehova til Moses i Midʹjan: „Gå, vend tilbage til Ægypten, for alle de mænd som efterstræbte din sjæl,* er døde.“+
20 Så tog Moses sin hustru og sine sønner og lod dem ride på et æsel, og han begav sig på vej tilbage til Ægyptens land. Endvidere tog Moses den [sande] Guds stav i hånden.+ 21 Og Jehova sagde videre til Moses: „Når du er taget af sted og er vendt tilbage til Ægypten, [så] se til at I over for Farao gør alle de mirakler som jeg har lagt i din hånd.+ Og jeg på min side vil lade hans hjerte forhærdes;*+ og han vil ikke sende folket bort.+ 22 Og du skal sige til Farao: ’Sådan har Jehova sagt: „Israel er min søn, min førstefødte.+ 23 Og jeg siger til dig: Send min søn bort så han kan dyrke mig.* Men vægrer du dig ved at sende ham bort, se, [da] dræber jeg din søn, din førstefødte.“’“+
24 Nu skete det på vejen, på overnatningsstedet,+ at Jehova* mødte ham+ og søgte at bringe død over ham.+ 25 Så tog Zippoʹra+ en flintesten og skar sin søns forhud af+ og lod den røre hans fødder og sagde: „Det er fordi du er mig en blodbrudgom.“* 26 Så slap han ham. Dengang sagde hun: „En blodbrudgom,“ på grund af omskærelsen.*
27 Og Jehova sagde til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen.“+ Derpå gik han, og han mødte ham ved den [sande] Guds bjerg+ og kyssede ham. 28 Og Moses fortalte så Aron om alle Jehovas ord da han sendte ham,+ og om alle de tegn som han havde påbudt ham at gøre.*+ 29 Derpå tog Moses og Aron af sted og samlede alle Israels sønners ældste.+ 30 Og Aron overbragte alle de ord som Jehova havde talt til Moses,+ og han gjorde tegnene+ for øjnene af folket. 31 Så troede folket.+ Da de hørte at Jehova havde vendt sin opmærksomhed+ mod Israels sønner og at han havde set deres nød,+ bøjede de sig og kastede sig ned.+