6 Da svarede Job og sagde:
2 „Gid min græmmelse+ virkelig kunne vejes,
og man samtidig ville lægge mine genvordigheder på vægtskålene.
3 For nu er de tungere end havenes sand;
derfor var mine ord talt overilet.+
4 For den Almægtiges pile [sidder] i mig,+
så min ånd drikker deres gift;+
Guds rædsler stiller op imod mig.+
5 Vrinsker zebraen+ når den har græs,
eller brøler oksen ved sit foder?
6 Bliver noget der ingen smag har, spist uden salt,
eller har lægestokrosens slim nogen smag?
7 Min sjæl har nægtet at røre [noget].
Det er som sygdom i min mad.
8 Gid min anmodning ville nå frem
og at Gud ville opfylde mit håb,
9 så Gud ville beslutte sig og knuse mig,
række sin hånd ud og skære mig af!+
10 Ja, selv dét ville være min trøst;
jeg ville springe [af glæde]+ trods veer,
[selv om] han ikke ville have medlidenhed; for jeg har ikke skjult den Helliges+ ord.+
11 Hvad kraft har jeg, at jeg skulle vente?+
Og hvad er mit endeligt, at jeg skulle forlænge [livet for] min sjæl?
12 Er min kraft som stenenes kraft?
Er mit kød af kobber?
13 Er jeg uden hjælp i mig selv,
og er muligheden for et lykkeligt udfald fordrevet fra mig?
14 Den som nægter sin næste loyal hengivenhed,+
holder også op med at frygte den Almægtige.+
15 Selv mine brødre har været troløse+ som en regnflod,
som et leje hvor regnfloderne forsvinder.
16 De er mørke af is;
i dem skjuler sneen sig.
17 Med tiden udtørrer de;+ de er gjort tavse.
Når det bliver varmt, tørrer de bort fra deres sted.+
18 Den kurs deres vej har taget, bøjer af;
de går op i det tomme [land] og forgår.
19 Teʹmas+ karavaner har spejdet,
de sabæiske+ vejfarende har håbet på dem.
20 De blev beskæmmet fordi de satte deres lid [til dem];
de kom derhen, men blev skuffet.+
21 For nu er I blevet til intet.+
I ser rædsel og frygter.+
22 Er det fordi jeg har sagt: ’Giv mig [noget],’
eller: ’Skænk mig [en gave] af det I formår,’
23 eller: ’Bring mig i sikkerhed for modstanderens hånd,’+
eller: ’I bør løskøbe mig fra tyrannernes hånd’?+
24 Lær mig, så vil jeg være tavs;+
og lad mig forstå hvordan jeg er faret vild.+
25 Hvilken smerte skulle der være ved retskaffen tale?+
Men hvilken retledning er der i den retledning I giver?+
26 Tænker I på at retlede [mig for mine] ord?
En fortvivlet+ taler jo for vinden!+
27 Endog om den faderløse+ vil I kaste lod,
og købslå om jeres næste.+
28 Men vær nu så god at se nøje på mig!
Mon jeg vil lyve+ jer op i ansigtet?
29 Vend dog om; lad ingen uretfærdighed ske.
Ja, vend om; min retfærdighed er stadig til stede.+
30 Er der uretfærdighed på min tunge?
Mon ikke min gane kan skelne fortræd?