11 Da tog na’amatitten Zoʹfar+ til orde og sagde:
2 „Bør man ikke besvare denne ordflom?
Ja, skal en pralhals have ret?
3 Skal din tomme snak bringe folk til tavshed,
og skal du blive ved med at spotte uden at nogen sætter [dig] på plads?+
4 Og du siger: ’Min belæring er ren,+
og jeg er ubesmittet i dine øjne.’+
5 Dog, hvis blot Gud ville tale
og åbne sine læber imod dig!+
6 Så ville han fortælle dig om visdommens hemmeligheder,
for praktisk visdom har mange sider;
og vid at Gud for din egen skyld lader nogle af dine misgerninger gå i glemme.+
7 Kan du finde frem til Guds dybder,+
eller kan du nå frem til den Almægtiges grænse?
8 [Visdommen] er højere end himmelen. Hvad kan du gøre?
Den er dybere end Sheʹol.+ Hvad kan du vide?
9 Den er længere end jorden i udstrækning,
og bredere end havet.
10 Hvis han drager frem og pågriber [en]
og sammenkalder retten, hvem sætter sig da til modværge mod ham?
11 For han kender de usandfærdige folk.+
Når han ser fortræd, er han da ikke opmærksom?
12 Men får en tomhjernet mand gode motiver,
da fødes en æselzebra også som menneske.
13 Hvis du vil berede dit hjerte
og brede dine hænder ud imod ham+ —
14 hvis der er fortræd i dine hænder, så fjern den,
og lad ikke uret bo i dine telte.
15 For så kan du fejlfri løfte dit ansigt+
og være fast, og du vil ikke frygte.
16 For du vil glemme [din] elendighed;
du vil huske den som vand der er løbet bort.
17 Og [din] levetid+ vil blive lysere end middag;
mørket vil blive som morgenen.+
18 Og du vil have tillid fordi der er håb;
og du vil se dig omkring — du vil lægge dig trygt til hvile.+
19 Ja, du kan strække dig uden at nogen får dig til at skælve.
Og mange vil søge at stemme dig mildere.+
20 Men de ugudeliges øjne vil svigte;+
og [deres] tilflugtssted skal forgå for dem,+
og deres håb vil være at sjælen udånder.“+