Apostlenes Gerninger
24 Fem dage senere kom ypperstepræsten Ananiʹas+ ned sammen med nogle ældste* og en offentlig taler, en vis Tertulʹlus, og de indgav anmeldelse+ til landshøvdingen+ imod Paulus. 2 Da Tertulʹlus blev kaldt ind begyndte han sin anklage idet han sagde:
„Megen fred nyder vi ved dig, og reformer finder sted i denne nation ved din fremsynethed;+ 3 det tager vi til alle tider og alle vegne imod, højtærede+ Felix, med største taknemmelighed. 4 Men for at jeg ikke skal sinke dig yderligere, bønfalder jeg dig om at du i din venlighed vil høre på os i korthed. 5 For vi har fundet at denne mand er en pest+ og en oprørsstifter+ blandt alle jøderne på hele den beboede jord, og anfører* for nazaræernes sekt,+* 6 en som også har forsøgt at vanhellige templet,+ og vi har pågrebet ham. 7* —— 8 Du kan selv ved at forhøre ham finde ud af alt dette som vi anklager ham for.“
9 Så sluttede jøderne sig også til angrebet, idet de hævdede at dette forholdt sig således. 10 Og Paulus svarede, da landshøvdingen nikkede til ham at han skulle tale:
„Da jeg udmærket ved at denne nation har haft dig som dommer i mange år, taler jeg trygt til mit forsvar+ om det der angår mig, 11 idet du er i stand til at finde ud af at det ikke er mere end tolv dage siden jeg gik op for at tilbede i Jerusalem;+ 12 og ingen har fundet mig i diskussion med nogen eller i færd med at få en skare til at danne opløb,+ hverken i templet+ eller i synagogerne eller noget sted i byen. 13 De kan heller ikke over for dig bevise+ det de anklager mig for nu. 14 Men jeg indrømmer dette over for dig: i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder jeg mine forfædres Gud hellig tjeneste,*+ idet jeg tror på alt det der står i loven+ og det der er skrevet hos profeterne; 15 og jeg har håb+ til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse*+ sted af både retfærdige+ og uretfærdige.+ 16 Derfor øver jeg mig netop altid i at have bevidstheden om ikke at støde an hos Gud og mennesker.+ 17 Efter flere år kom jeg så for at bringe barmhjertighedsgaver til min nation, og offergaver.+ 18 Mens jeg var i færd med dette, fandt de mig i templet, ceremonielt renset+ og ikke sammen med en folkemængde eller med i optøjer. Men der var nogle jøder fra [provinsen] Asien, 19 og de burde være til stede her hos dig og anklage mig hvis de skulle have noget imod mig.+ 20 Eller lad de [mænd] her selv sige hvad uret de fandt da jeg var stillet for Sanhedrinet, 21 bortset fra den ene ytring som jeg råbte da jeg stod iblandt dem: ’Det er for de dødes opstandelse jeg i dag står for jer og skal dømmes!’“+
22 Men Felix,+ som vidste temmelig nøje besked med Vejen,+ begyndte at holde [mændene] hen, og han sagde: „Når Lyʹsias,+ militærtribunen,* kommer ned, skal jeg træffe afgørelse i disse sager vedrørende jer.“ 23 Og han gav centurionen* ordre til at [Paulus] skulle holdes i forvaring og have nogen lempelse, og at ingen af hans egne måtte hindres i at yde ham tjeneste.+
24 Nogle dage senere kom Felix+ med sin hustru Drusilʹla, som var jødinde,+ og han lod Paulus hente og hørte på ham om troen på Kristus Jesus.+ 25 Men da han talte om retfærdighed+ og selvbeherskelse+ og den kommende dom,+ blev Felix forskrækket og svarede: „Foreløbig kan du gå, og når jeg får tid skal jeg tilkalde dig igen.“ 26 Samtidig håbede han også at Paulus ville give ham penge.+ Derfor lod han ham også hente hyppigere og talte med ham.+ 27 Men da der var gået to år blev Felix efterfulgt af Porʹkius Feʹstus; og da Felix gerne ville indynde sig+ hos jøderne, efterlod han Paulus bundet.