24 Ude på søen blæste det op til storm, og bølgerne skyllede ind over båden, men han lå og sov.+ 25 De kom hen og vækkede ham og sagde: “Herre, red os, vi er ved at gå under!” 26 Men han sagde til dem: “Hvorfor er I så bange?* I har for lidt tro.”+ Så rejste han sig og råbte ad vindene og søen, og der blev helt stille.+ 27 Mændene blev forbavsede og sagde: “Hvad er han for et menneske? Selv vindene og søen adlyder ham.”

37 Så blev det pludselig et voldsomt stormvejr. Bølgerne blev ved med at slå ind over båden, og den var lige ved at blive fyldt med vand.+ 38 Men han lå i agterstavnen og sov på en pude. Så de vækkede ham og sagde: “Lærer, kan du ikke se at vi er ved at gå under?” 39 Han rejste sig og råbte ad vinden og sagde til søen: “Stille! Fald til ro!”+ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille.+ 40 Så sagde han til dem: “Hvorfor er I så bange? Har I stadig ingen tro?” 41 Men de var grebet af en usædvanlig frygt og sagde til hinanden: “Hvem er det menneske egentlig? Selv vinden og søen adlyder ham.”+