Første Kongebog
21 Noget tid senere skete der følgende: Jizreelitten Nabot havde en vingård i Jizreel+ ved siden af paladset der tilhørte kong Akab af Samaria. 2 Akab sagde til Nabot: “Giv mig din vingård så jeg kan bruge den som køkkenhave, for den ligger lige op ad mit hus. Så vil jeg give dig en bedre vingård i bytte. Eller hvis du foretrækker det, vil jeg betale dig hvad den er værd.” 3 Men Nabot sagde til Akab: “Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at give dig mine forfædres ejendom.”*+ 4 Så gik Akab ind i sit hus, misfornøjet og nedtrykt over det svar jizreelitten Nabot havde givet ham: “Jeg giver dig ikke mine forfædres ejendom.”* Han lagde sig på sin seng med ansigtet ind mod væggen og nægtede at spise noget.
5 Hans hustru Jezabel+ kom ind til ham og spurgte: “Hvorfor er du* så trist at du ikke vil spise?” 6 Han svarede hende: “Jeg sagde til jizreelitten Nabot: ‘Sælg mig din vingård. Eller hvis du foretrækker det, giver jeg dig en anden vingård i bytte.’ Men han sagde: ‘Jeg giver dig ikke min vingård.’” 7 Hans hustru Jezabel sagde til ham: “Er det ikke dig der er konge over Israel? Rejs dig og spis noget mad. Op med humøret, for jeg skal nok give dig jizreelitten Nabots vingård.”+ 8 Hun skrev så nogle breve i Akabs navn og forseglede dem med hans segl+ og sendte dem til de ældste+ og de fornemme i Nabots by. 9 I brevene skrev hun: “Udråb en faste, og lad Nabot sidde foran folket. 10 Sæt to samvittighedsløse mænd over for ham. De skal vidne imod ham+ og sige: ‘Du har forbandet Gud og kongen!’+ Før ham så ud og sten ham til døde.”+
11 Mændene i hans by, de ældste og de fornemme i den, gjorde som Jezabel havde skrevet i sine breve til dem. 12 De udråbte en faste og lod Nabot sidde foran folket. 13 Så kom to samvittighedsløse mænd ind og satte sig over for ham, og de vidnede imod ham foran folket og sagde: “Nabot har forbandet Gud og kongen!”+ Derefter førte de ham til udkanten af byen og stenede ham til døde.+ 14 De sendte så bud til Jezabel: “Nabot er blevet stenet til døde.”+
15 Så snart Jezabel hørte at Nabot var blevet stenet til døde, sagde hun til Akab: “Nu kan du gå over og overtage jizreelitten Nabots vingård,+ den som han nægtede at sælge til dig, for Nabot lever ikke længere. Han er død.” 16 Så snart Akab hørte at Nabot var død, rejste han sig for at gå ned og overtage jizreelitten Nabots vingård.
17 Men Jehovas ord kom til Elias+ fra Tishbe: 18 “Tag ned til Samaria og opsøg Akab, Israels konge.+ Han er i Nabots vingård, som han er gået ned for at overtage. 19 Du skal sige til ham: ‘Det her er hvad Jehova siger: “Har du både myrdet en mand+ og taget hans ejendom?”’*+ Og så skal du sige: ‘Jehova siger: “På det sted hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit blod.”’”+
20 Akab sagde til Elias: “Min fjende, du har altså fundet mig!”+ Han svarede: “Jeg har fundet dig. Gud siger: ‘Fordi du er besluttet på* at gøre det der er ondt i Jehovas øjne,+ 21 vil jeg ramme dig med ulykke, og jeg vil feje rent efter dig og udrydde alle mænd* af Akabs slægt,+ også den hjælpeløse og den svage i Israel.+ 22 Jeg vil gøre det samme med dit hus som jeg gjorde med Jeroboams, Nebats søns, hus+ og med Bashas, Akijas søns, hus,+ for du har gjort mig vred og har fået Israel til at synde.’ 23 Og om Jezabel har Jehova sagt: ‘Hundene skal æde Jezabel på Jizreels mark.+ 24 Den af Akabs slægt der dør i byen, vil hundene æde, og den der dør på marken, vil himlens fugle æde.+ 25 Faktisk har der aldrig været nogen som Akab,+ der var så besluttet på* at gøre det der er ondt i Jehovas øjne, fordi hans hustru Jezabel+ tilskyndede ham til det. 26 Han handlede desuden meget afskyeligt ved at vandre efter de ækle afguder,* præcis som amoritterne havde gjort, dem Jehova havde fordrevet foran israelitterne.’”+
27 Da Akab hørte det, flængede han sit tøj og tog sækkelærred på sin krop. Han fastede, sov i sækkelærred og gik fortvivlet omkring. 28 Jehovas ord kom så til Elias fra Tishbe: 29 “Har du set hvordan Akab har ydmyget sig over for mig?+ Fordi han har ydmyget sig over for mig, vil jeg ikke ramme ham med ulykken i hans egen levetid. Jeg vil ramme hans hus med ulykken i hans søns levetid.”+