Første Krønikebog
29 Kong David sagde nu til hele menigheden: “Min søn Salomon, den som Gud har udvalgt,+ er ung og uerfaren,+ og arbejdet er stort, for det er ikke et tempel* til et menneske, men til Jehova Gud.+ 2 Og jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at skaffe det der skal bruges til min Guds hus: guld til det der skal laves af guld, sølv til det der skal laves af sølv, kobber til det der skal laves af kobber, jern til det der skal laves af jern,+ tømmer+ til det der skal laves af tømmer, onykssten, sten til at indfatte i mørtel, mosaiksten, alle slags kostbare sten og en stor mængde alabaststen. 3 Og på grund af min glæde over min Guds hus+ giver jeg også min personlige formue+ af guld og sølv til min Guds hus, ud over alt det jeg har skaffet til det hellige hus, 4 deriblandt 3.000 talenter* guld fra Ofir+ og 7.000 talenter lutret sølv til at beklæde væggene i rummene* med, 5 guld til det der skal laves af guld, og sølv til det der skal laves af sølv, til alt det arbejde som håndværkerne skal udføre. Så hvem melder sig frivilligt til at komme med en gave til Jehova i dag?”+
6 Slægternes* fyrster, Israels stammers fyrster, tusind- og hundredførerne+ og opsynsmændene over kongens anliggender+ meldte sig så frivilligt. 7 Og til arbejdet med at bygge den sande Guds hus gav de 5.000 talenter guld, 10.000 darejker,* 10.000 talenter sølv, 18.000 talenter kobber og 100.000 talenter jern. 8 Alle der havde kostbare sten, gav dem til skatkammeret i Jehovas hus, som gershonitten+ Jehiel+ havde tilsyn med. 9 Folket glædede sig over at give frivillige gaver, for de gav dem villigt og af et helt hjerte+ til Jehova, og kong David var også vældigt glad.
10 Så lovpriste David Jehova for øjnene af hele menigheden. David sagde: “Må du blive lovprist, Jehova, vores far Israels Gud, i al evighed.* 11 Dig, Jehova, tilhører storheden+ og magten+ og skønheden og glansen og pragten,*+ for alt i himlen og på jorden er dit.+ Dig tilhører riget, Jehova.+ Du er den der ophøjer dig som overhoved over alle. 12 Rigdommen og herligheden kommer fra dig,+ og du hersker over alle ting.+ I din hånd er der kraft+ og styrke,+ og du har magt til at gøre stor+ og til at give styrke til alle.+ 13 Og nu, vores Gud, takker vi dig og lovpriser dit herlige navn.
14 Men hvem er jeg, og hvem er mit folk, at vi skulle kunne give sådanne frivillige gaver? Alt kommer jo fra dig, og det vi har givet dig, kommer fra din egen hånd. 15 For foran dig er vi udlændinge og indvandrere, ligesom alle vores forfædre.+ Vores dage på jorden er nemlig som en skygge+ – uden håb. 16 Jehova vores Gud, al den rigdom som vi har skaffet for at bygge et hus for dit hellige navn, kommer fra din hånd, og det hele tilhører dig. 17 Jeg ved, min Gud, at du undersøger hjertet,+ og at du elsker trofasthed.*+ Af et oprigtigt hjerte har jeg frivilligt givet alle disse gaver, og jeg glæder mig over at se dit folk som er til stede her, give dig frivillige gaver. 18 Jehova, vores forfædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, hjælp dit folk til at bevare denne villige indstilling i deres hjerte for altid og til at rette deres hjerte mod dig.+ 19 Og giv min søn Salomon et helt hjerte+ så han overholder dine bud, dine påmindelser+ og dine love. Hjælp ham til at gøre alt det og til at bygge det tempel* som jeg har truffet forberedelser til.”+
20 Så sagde David til hele menigheden: “Lovpris nu Jehova jeres Gud.” Og hele menigheden lovpriste Jehova, deres forfædres Gud, og faldt på knæ og bøjede sig for Jehova og for kongen. 21 Næste dag fortsatte de med at bringe slagtofre til Jehova og at bringe brændofre+ til Jehova: 1.000 ungtyre, 1.000 væddere og 1.000 vædderlam med tilhørende drikofre.+ De bragte et stort antal slagtofre for hele Israel.+ 22 Den dag spiste og drak de foran Jehova med stor glæde,+ og for anden gang gjorde de Davids søn Salomon til konge og salvede ham foran Jehova til at være leder,+ og Sadok salvede de til præst.+ 23 Så satte Salomon sig på Jehovas trone+ som konge i stedet for sin far, David, og tingene lykkedes for ham, og alle israelitterne adlød ham. 24 Alle fyrsterne+ og de dygtige krigere+ og også alle kong Davids sønner+ underkastede sig kong Salomon. 25 Og Jehova gjorde Salomon stor og mægtig for øjnene af hele Israel og gav ham en kongelig værdighed som ingen konge i Israel havde haft før ham.+
26 David, Isajs søn, var konge over hele Israel, 27 og han regerede over Israel i 40 år – 7 år i Hebron+ og 33 år i Jerusalem.+ 28 Han døde i en høj alder+ og kunne se tilbage på et langt og godt liv* med rigdom og ære. Og hans søn Salomon blev konge efter ham.+ 29 Kong Davids historie, fra først til sidst, er nedskrevet af seeren Samuel, profeten Natan+ og seeren Gad.+ 30 De fortæller alt om hans kongedømme, hans store bedrifter og de begivenheder der angik ham og Israel og alle de omkringliggende kongeriger.