En åbenbaring til Johannes

10 Og jeg så en anden stærk engel stige ned fra himlen. Han var klædt* i en sky, og der var en regnbue over hans hoved. Hans ansigt var som solen,+ og hans ben* var som ildsøjler, 2 og i hånden havde han en lille skriftrulle der var rullet ud. Han satte sin højre fod på havet og sin venstre på jorden, 3 og han råbte med høj stemme som når en løve brøler.+ Da han råbte, hørte man også lyden af de syv tordeners+ stemme.

4 Da de syv tordener talte, ville jeg til at skrive, men så hørte jeg en stemme fra himlen+ sige: “Forsegl det de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned.” 5 Og englen som jeg så, ham der stod på havet og på jorden, løftede sin højre hånd mod himlen, 6 og han sværgede ved Ham som lever i al evighed,+ som har skabt himlen og det der er i den, og jorden og det der er på den, og havet og det der er i det:+ “Ventetiden er forbi. 7 I de dage hvor den syvende engel+ skal til at blæse i sin trompet,+ er den hellige hemmelighed+ som Gud forkyndte som en god nyhed for sine trælle profeterne,+ blevet til virkelighed.”*

8 Og jeg hørte stemmen fra himlen+ tale til mig igen, og den sagde: “Gå hen og tag den åbne skriftrulle som englen der står på havet og på jorden, har i hånden.”+ 9 Så gik jeg hen til englen og bad ham om at give mig den lille skriftrulle. Han sagde til mig: “Tag den og spis den.+ Den vil være bitter i din mave, men i din mund vil den være sød som honning.” 10 Jeg tog den lille skriftrulle af englens hånd og spiste den.+ I min mund var den sød som honning,+ men da jeg havde spist den, var den bitter i min mave. 11 Og de sagde til mig: “Du skal igen profetere om folkeslag og nationer, om folk der taler forskellige sprog, og om mange konger.”