„Dit ord er sandhed“

’Du må ikke begære noget der tilhører din næste’

DET tiende af de ti bud siger: „Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke attrå . . . noget, der hører din næste til!“ — 5 Mos. 5:21.

Var det kun israelitterne der fik forbud imod selvisk begær og attrå, eller skal kristne også være på vagt over for det? Kristne må i høj grad være på vagt over for det. Apostelen Paulus skrev således: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: . . . begær.“ — Kol. 3:5.

Dette bud er enestående for Jehova Gud, for intet menneske kunne håndhæve det. Faktisk kunne kun Gud selv dømme om det blev overtrådt eller ej. Som en lærd engelsk forfatter fra det nittende århundrede ganske rigtigt sagde: „Gennemsøg alle verdens love og De vil ikke finde ét der ligner det. De vil finde det sjette, syvende, ottende og niende i alle lovbøger, dog kun som forbud mod forbrydelser der er egnet til retslig straf. Det tiende bud er fuldendelsen af de andre. Det viser at Gud ikke blot kræver udvortes dyd af os, men indvortes fromhed; . . . at syndige tanker er en forbrydelse mod ham lige så vel som onde handlinger.“

Guds ord viser gentagne gange at han kan se ind i menneskers hjerter. Jehova lagde vægt på dette da han sendte profeten Samuel hen for at vælge kong Sauls efterfølger. (1 Sam. 16:7) Og han sagde ved sin profet Jeremias: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det? Jeg, [Jehova], jeg ransager hjerte og prøver nyrer for at gengælde hver hans færd.“ Det tiende bud gjorde det klart for alle blandt Guds folk at de skulle stå ham til regnskab for deres inderste tanker, deres inderste ønsker. — Jer. 17:9, 10.

Selvfølgelig ville denne kendsgerning ikke være et afskrækkende moment for dem der påstår at Gud er død eller at han aldrig har eksisteret. Men for israelitterne var der ingen tvivl om at deres Gud, Jehova, var levende og virksom. Som indledningen til de ti bud mindede dem om, var det deres Gud, Jehova, der havde ført dem „ud af Ægypten, af trællehuset“. — 2 Mos. 20:2.

Da det desuden i det store og hele er et selvisk begær der er den drivende kraft blandt denne verdens mennesker, ville de ikke engang tænke på at lave en lov imod det i deres lovbøger. Det eneste der betyder noget for dem er succes, uanset hvilke midler der anvendes. Som den afdøde forfatter Aldous Huxley så træffende sagde: „Begær, som i middelalderen var en dødssynd, er nu en af kardinaldyderne.“

Som i tilfældet med de andre af de ti bud giver Bibelen os også her advarende eksempler. Satan Djævelen begærede den tilbedelse der kun tilkommer Jehova. Dette ses da han tilbyder Jesus alle jordens riger hvis han vil tilbede ham. Fordi Satan har begæret den tilbedelse der tilkommer Jehova Gud, vil han blive ødelagt når Guds tid er inde. — Matt. 4:8-10; Hebr. 2:14.

Der var israelitten Akan af Judas stamme som begærede nogle af Jerikos skatte der var helliget Jehova Gud. Fordi han gav efter for sit selviske ønske måtte han og hans familie bøde med livet. — Jos. 7:20-26.

Den onde dronning Atalja begærede kongetronen i to-stammeriget Juda skønt hun som kvinde ingen ret havde til den. For at nå sit mål begik hun mange mord, men til slut betalte hun også for sit selviske ønske med sit eget liv. Det tiende bud er passende blevet kaldt „begærlighedens modvægt“. — 2 Kong. 11:1-20.

Hvad må vi begynde med for at frigøre os fra begær? Med hjertet, som Jesus netop sagde: „Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.“ Og hvorfor har hjertet en sådan tendens til det urette? På grund af nedarvet synd og på grund af Satans og hans dæmoners indflydelse. — Mark. 7:21-23; 1 Mos. 8:21; Sl. 51:5; Ef. 6:12.

Hvad vil hjælpe os til at kunne bekæmpe dette indgroede selviske begær efter ting der tilhører en anden? Det vil vise sig at være nyttigt at tænke fornuftigt over tingene. Som Jesus udtrykte det: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer.“ Vi ønsker ikke at andre skal begære vores ejendom, vores ægtefælle, vores hus, vores bil, vores stilling på arbejdspladsen eller vores tjeneste i den kristne menighed, vel? Derfor bør vi fornuftigvis heller ikke begære noget der tilhører en anden. — Luk. 6:31.

At være virkelig åndeligsindet, altid erkende sit behov for Guds hellige ånd og dens frugter, vil også hjælpe én til at bekæmpe medfødt begærlighed, fjerne selviske ønsker fra ens hjerte og forhindre et sådant ønske i at tage overhånd. ’Søg først Guds rige og hans retfærdighed’ — hvis vi gør det, vil vi afholde os fra at begære noget der tilhører andre. (Matt. 6:33) Vi vil ikke mangle åndelige velsignelser. Som apostelen Paulus så godt udtrykte det: „Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt [hvad vi behøver] med ham?“ — Rom. 8:32.

Endnu en hjælp til at bekæmpe begærligheden i vor faldne natur er at lære at være tilfreds med det man har. Apostelen Paulus havde lært dette, for han kunne skrive: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod.“ Det at være åndeligsindet hjalp ham til at være tilfreds. Og at det virkelig er fornuftigt at være tilfreds, viser Paulus i et af sine breve til vennen Timoteus: „Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed [evnen til altid at være tilfreds, New World Translation]. Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje [være tilfredse, NW] med det.“ — Fil. 4:11, 12; 1 Tim. 6:6-8.

Men fremfor alt vil kærligheden, agápe, den uselviske, principbestemte kærlighed, hjælpe kristne til at bekæmpe selviske ønsker. Den slags kærlighed „misunder ikke, . . . opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget“. At den ikke søger sit eget, viser at den er uselvisk og aldrig vil begære noget der tilhører andre! (1 Kor. 13:4, 5) Uselvisk kærlighed ’gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse’. En sådan kærlighed følger apostelens råd og søger, ikke næstens rigdom, men det der gavner næsten: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ — Rom. 13:10; 1 Kor. 10:24.

Skønt begær eller havesyge kan være dybt indgroet i et menneske og er roden til al slags ondskab, har de der oprigtigt ønsker at bekæmpe det mange hjælpemidler til deres rådighed.