„Dit ord er sandhed“
Er den hellige ånd en person?
DA JESUS var på jorden underviste han sine disciple, hjalp dem og bistod dem med vejledning. Men hvordan ville de klare sig efter hans død? Hvordan skulle de få åndelig hjælp?
Natten før Kristus blev henrettet gav han dem dette løfte: „Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden Paraklet [græsk, paraʹkletos], for at han kan blive hos jer for evigt. Sandhedens ånd, som verden ikke kan modtage, fordi den ej ser ham, ej heller kender ham.“ (Joh. 14:16, 17, den katolske Douay Version [Dy]) I den autoriserede danske bibeloversættelse bruges udtrykket „talsmand“ i stedet for „Paraklet“. Mange mener ud fra dette at Jesus lovede sine disciple at de skulle få hjælp fra en guddommelig person og at den hellige ånd eller „Helligånden“ er denne person.
Men viser Bibelens tale om „Parakleten“ eller „Talsmanden“ virkelig at den hellige ånd er en person?
De ord der på hebraisk og græsk betyder ånd, betyder samtidig vind. Den hellige ånd er ligesom vinden usynlig, men er dog en aktiv kraft der kan frembringe synlige resultater. Den må være et redskab som Gud benytter sig af, for den kaldes „Guds Ånd“ og „[Jehovas] Ånd“. — 1 Mos. 1:2; Dom. 15:14.
Bibelen omtaler den hellige ånd i forbindelse med upersonlige ting som for eksempel vand og ild, og deraf kan man slutte at den hellige ånd heller ikke er en person. Ligesom Johannes Døber døbte med vand, således skulle Jesus døbe med hellig ånd og ild. (Matt. 3:11; Mark. 1:8; Ap. G. 1:5) Man kan døbe et menneske med vand eller ild ved at nedsænke det i vand eller ild, men man kan ikke døbe en person med en anden person. Den hellige ånd må derfor være lige så upersonlig som ild og vand. Bibelen taler også om mennesker der var „fyldt af“ hellig ånd, og om at ånden blev „udgydt“. Den kan derfor ikke være en guddommelig person, en del af en treenig guddom. — Ef. 5:18; Luk. 1:67; Ap. G. 2:33.
Men hvis den hellige ånd ikke er en person, hvorfor kaldes den så Parakleten eller Talsmanden? Og hvorfor bruger Bibelen det personlige stedord „han“ og „ham“ når den omtaler „sandhedens Ånd“? (Joh. 14:16, 26; 15:26; 16:7, 13) Hele Skriften er inspireret af Gud og sandfærdig; der må derfor være en fornuftig forklaring på disse spørgsmål. — 2 Tim. 3:16, 17, New World Translation.
Jesus lovede disciplene en anden paraʹkletos. I den verdslige, græske litteratur anvendtes dette udtryk om en person der tjente som „juridisk rådgiver eller hjælper eller advokat“. Men i Bibelen „synes [ordet] at have den brede og almindelige betydning ’hjælper’“. (Theological Dictionary of the New Testament, udgivet af G. Friedrich, bind V, siderne 803, 804) Selv om ordet paraʹkletos i nogle bibeloversættelser er oversat med „Trøster“, „Advokat“ eller „Rådgiver“, er det i mange moderne oversættelser gengivet med „hjælper“.
Ordet paraʹkletos blev altså gerne brugt om en person der havde et særligt arbejde; men dette betyder ikke nødvendigvis at den hellige ånd også er en person. Den måde ordet anvendes på i Johannes-evangeliet kan simpelt hen forklares ved at der foreligger en personificering. I Mattæus 11:19 personificerer Jesus visdommen, idet han siger at den har „gerninger“ eller „børn“ (Dy). Men visdommen er ikke en person! I Romerbrevet 5:14, 21 (NW) personificeres døden og synden idet de siges at regere som konger. Men de er ikke personer! Da Jesus talte om ånden, personificerede han noget som egentlig ikke er en person.
Men hvis den hellige ånd ikke er en person, hvorfor bruger Bibelen da ordet „han“ når den taler om „hjælperen“, „Talsmanden“ eller „Parakleten“, og ikke ordet „den“. I Bibelen forekommer paraʹkletos i dette ords hankønsform. Hunkønsformen er parakleʹtria. Hvis man på græsk bruger et af disse to ord, skal det stedord man eventuelt bruger passe til ordets køn; til paraʹkletos bruges „han“ og „ham“, til hunkønsformen bruges „hun“ og „hende“. Lad os som sammenligning tage ordene „kejser“ og „kejserinde“. Man bruger „han“ til „kejser“ og man bruger „hun“ når man taler om „kejserinde“; ordet „den“ kan imidlertid aldrig bruges. Da Johannes gengav Jesu ord om „Talsmanden“, anvendte han derfor korrekt græsk grammatik ved at bruge stedordet „han“ og ikke „den“.
Det er imidlertid værd at bemærke at Johannes samtidig bruger det græske ord pneuʹma (ånd); dette ord er hverken hankøn eller hunkøn, men intetkøn. I fuld overensstemmelse med græsk grammatik anvender Johannes derfor det tilsvarende stedord i intetkøn autoʹ (den); se for eksempel Johannes 14:17. Mange bibeloversættelser skjuler denne kendsgerning ved at anvende et stedord som antyder at der er tale om en person. (Dy) „The New American Bible“, der er en romersk-katolsk bibeloversættelse fra 1970, gør dog følgende indrømmelse i en fodnote til Johannes 14:17: „Det græske ord for ånd er et intetkønsord, og skønt vi [i denne oversættelse] bruger personlige stedord på engelsk (’han’, ’hans’, ’ham’), bruger de fleste græske MSS [manuskripter] ’den’.“
Navneordet paraʹkletos og dets tilsvarende personlige stedord kan bruges om ting der ikke er levende personer. Vi kan illustrere dette ved at vise hvordan dette ord kan bruges om solen; det græske ord for sol er heʹlios. Ingen vil påstå at solen er en person, den hverken tænker eller lever. Den er livløs som vinden (aʹnemos).
Men på trods af dette kunne solen personificeres som en hjælper, ligesom også den hellige ånd blev det. Jesus sagde at Jehova „lader sin sol stå op både over onde og gode“. (Matt. 5:45) Solen gør megen gavn, den hjælper for eksempel jorden til at frembringe vegetation. Desuden mener mange videnskabsmænd at solen hjælper os til at danne D-vitamin når dens stråler rammer vor hud; D-vitaminet kaldes derfor også „solskinsvitaminet“. Hvis en mand lider af sygdom i knoglerne som følge af mangel på D-vitamin, råder lægen ham måske til at få lidt mere solskin. Lægen kunne da henvise til solen (heʹlios) som sin „hjælper“ (paraʹkletos) til at gøre manden rask. Men solen er ikke en person af den grund; det er den hellige ånd heller ikke, selv om den er en „hjælper“.
Det som Johannes-evangeliet, kapitlerne 14 til 16, har at sige om paraʹkletos (Parakleten, Talsmanden eller hjælperen) er derfor i harmoni med det Bibelen ellers fortæller om den hellige ånd. Jehova brugte gennem Jesus Kristus den hellige ånd til at hjælpe de kristne i det første århundrede efter vor tidsregning. Gennem denne hjælper fik de større forståelse af Guds hensigter og hans profetiske ord. (Ap. G. 2:33; 1 Kor. 2:10-16; Hebr. 9:8-10) Ved åndens hjælp kunne de tale fremmede sprog, forklare Guds vilje og profetere. (Joh. 14:26; Ap. G. 2:4; 21:4, 11; 1 Kor. 12:4-11; 14:1-4, 26) Så selv om den hellige ånd ikke er en person, blev den brugt af Gud til at hjælpe, undervise, lede og opbygge de kristne.