Transfusion med blod eller havvand?

I MARTSUDGAVEN af tidsskriftet Let’s Live, 1970, er der en artikel af dr. Giovanni Boni og dr. Pierre Lafarge hvori de omtaler „det enestående forhold mellem et legeme og dets eget blod“. Derefter siger de at der længe er blevet ført en kampagne for at hjernevaske folk til at tro at de „roligt [kan] ignorere dette enestående forhold og til at tro at en blodtransfusion fra et andet menneske er mulig i det hele taget“.

Efter at have vedgået at lægelitteratur „fuldt ud indrømmer farerne ved blodtransfusioner“, siger lægerne: „Man kan ikke andet end spørge sig selv hvordan det kan gå til at en praksis der er så farlig, så irrationel og så ’primitiv’, stadig fortsættes i dag, og, til en vis grad, gennemtvinges.“ De spørger: „Hvorfor tage unødige chancer når der findes et alternativ?“ Og hvad er så det alternativ de anbefaler?

De siger videre: „Dette alternativ består i at udføre transfusioner med en væske som er absolut uskadelig, som accepteres fuldstændigt af legemet, som er let at skaffe og let at opbevare, og som er lige så levende som det blod der flyder i vore årer. Det vi taler om er ’havvand’.“ De forklarer at det drejer sig om naturligt havvand der indsamles og behandles på en særlig måde. „I Frankrig benyttes det i ret stor udstrækning (endog på militærhospitaler) og kaldes Plasma de Quinton.“

Om et forsøg, udført af R. Quinton i en anerkendt fransk fysiologs laboratorium, siger lægerne: „[En hund] blev tappet ’ligbleg’ for blod gennem lårarterien; det vil sige at blødningen fortsatte indtil den standsede af sig selv.“ Straks efter blev hundens kredsløb tilført „havvand“. Selv om den var meget svag og ude af stand til at bevæge sig, „løb den rundt“ fireogtyve timer senere. Efter cirka en uges forløb var hunden ’betydeligt aktiv og levende’, ja faktisk mere livlig end den var før forsøget. Fem år senere levede hunden stadig i bedste velgående.

Lægerne foretrækker det behandlede naturlige havvand fremfor en kunstig saltopløsning. De mener at der er en lille forskel mellem de to væsker, så lille at ’deres målesystem ikke kan påvise den’. De fremhæver at blodets sammensætning „er forbavsende lig sammensætningen af ’havvand’“. Det er tydeligt at der er alternativer til de farlige blodtransfusioner.